Borgerlige sundhedsordføreres bekvemme glemsel

Af: Torben K. Hollmann, formand, Social- og Sundhedssektoren i FOA

Sygehusvæsenet er presset i bund. Og nu er vi på vej ind i endnu en vinter med corona, som helt sikkert kun vil gøre ondt værre.

Det har sat gang i en række nye initiativer. På den ene side har myndigheder, regering og støttepartier prøvet at lette presset gennem vinterpakke og senest for eksempel en ophævelse af behandlingsgarantien.

Og på den anden side ser vi sundhedsordførere som De Konservatives Per Larsen og (navnlig) Venstres Martin Geertsen gennemføre en omfattende turné gennem så at sige samtlige medier med budskabet om, at sundhedsvæsenets miserable tilstand skyldes manglende rettidig omhu. Budskabet har været: »Vi har råbt i to og et halv år år på, at regeringen skulle prioritere hospitalerne, det er nærmest pligtforsømmelse, det skylder regeringen nogle svar på.«

Står ikke alene med ansvar
Regeringen skylder ganske givet svar på mangt og meget. Men den står altså ikke alene med ansvaret for, at vi havnede her. Og her må man savne, at de frygtløse magtkritiske medier bare engang imellem vender kanonløbet om og spørger Martin Geertsen og kompagni: »Hvad med jer selv?«

For sandheden er jo, at sundhedsvæsenet lider under mange års misrøgt. Det, vi oplever nu, er det uundgåelige resultat af mange års målrettet nedskæringspolitik. I 13 af de seneste 20 år har sundhedsministerposten været i hænderne på Venstre eller De Konservative.

Lad os være konkrete: I 2003 indførte regeringen Fogh med Lars Løkke Rasmussen som sundhedsminister det såkaldte produktivitetskrav, som groft sagt betød, at sygehusene hvert år skulle levere flere sundhedsydelser for de samme penge. Alene i 2017 svarede toprocentskravet til, at regionerne skulle levere så mange flere sundhedsydelser, at det i kroner og ører svarede til 1,3 milliarder kroner. Produktivitetskravet blev først fjernet i 2018. Fra 2003 til 2018 øgede de ansatte på sygehusene produktiviteten med 2,4 procent årligt i gennemsnit. For at sætte det i perspektiv har det private erhvervsliv i samme periode øget produktiviteten med en procent årligt.

Fortidens synder
Man kan ikke bare bruge det danske sundhedsvæsen som boksebold i over 15 år og så bagefter bebrejde andre for, at de ikke får rettet op på rodet på halvandet år, mens de kæmper med både en pandemi, en sygeplejerskestrejke og fortidens synder. Venstre og De Konservatives stramme økonomiske politik på sygehusområdet har betydet, at sundhedsområdet hele tiden er så tæt på den maksimale ydeevne, at det ikke er i stand til samtidig at håndtere en pandemi oveni. Og da slet ikke en, der varer så længe.

Der er gået politik i pandemien. Det er tydeligt at iagttage i debatten, som den forløber nu. Og så ville det være godt for folkeoplysningen, hvis medierne var en kende mindre historieløse i deres tilgang til stoffet og lidt mere villige til at stille kritiske spørgsmål til alle. Og vi behøver såmænd ikke engang at sætte det helt lange lys på og se situationen i et tyveårigt perspektiv.

Venstre afviste restriktioner
Vi skal ikke længere tilbage end oktober, hvor Venstre totalt afviste at overveje restriktioner for at holde smitten i ro. Det ville kræve, at sundhedsvæsnet var presset helt i knæ, og »dér er vi slet ikke«, hed det. Hvordan stemmer det overens med, at de nu mener, at regeringen og myndighederne burde have set omikronvarianten komme for længe siden, kunne man spørge?

Eller gå tilbage til juni, da Martin Geertsen var »dybt forarget« over, at man ville fastholde en testkapacitet på 200.000 pcr-test og ikke skar meget mere ned. Den slags burde også kunne udløse et spørgsmål eller to fra en kritisk journalist.

Der er helt sikkert meget, der kunne og burde være gjort anderledes under pandemien. I FOA har vi ikke holdt os tilbage med kritikken, hvad enten det har handlet om manglende værnemidler i ældreplejen eller dårlige test og vaccinemuligheder samme sted.

Men det er altså absurd at høre kritik af manglende rettidig omhu fra politikere og erhvervsfolk, som på vej ind i efteråret med høj og fast røst forlangte mundbind fjernet, testkapaciteten skruet helt ned og en statsgaranti for, at der aldrig nogensinde igen måtte indføres noget, der bare lignede restriktioner.

Og grovest er det at høre stort set uimodsagt kritik af sundhedsvæsnets tilstand fra lige præcis de folk, som har et stort ansvar for, at situationen er, som den er. Det burde udløse kritiske spørgsmål.

Hvis journalisterne har svært ved at få det historiske perspektiv med i deres spørgsmål, så kan de bare spørge om hjælp fra de 100.000 FOA-medlemmer i sundhedsvæsenet, som har oplevet tingene på egen krop. De husker det tydeligt.

Bragt i Information, den 3. januar 2022