Idé om store forandringer er ikke kommet dumpende ned fra oven i en nytårstale

Af: Torben K. Hollmann, formand, Social- og Sundhedssektoren i FOA

Vi, der er tæt på området og arbejder med det til daglig, har de seneste par år allerede været dybt engageret i at sætte en ny retning for ældreplejen. Det har vi blandt andet gjort gennem ældretopmøderne, som FOA har arrangeret sammen med Ældresagen, KL og regeringen.

Så idéen om og erkendelsen af, at vi har brug for at ændre virkeligheden på ældreområdet, er ikke pludselig kommet dumpende ned fra oven i en nytårstale, som man kunne få indtryk af i den offentlige omtale af den.

Vi har lært af hverdagens eksperter
De seneste par år har vi lyttet og lært af dagligdagens eksperter: De ansatte, de pårørende og de ældre. Vi har fået input fra forskere og samlet erfaringer fra andre lande, og vi har talt med hinanden, og prøvet at sætte en fælles retning for en bedre ældrepleje.

Vi var nået til det punkt, hvor det var tid til, at det politiske system mødte frem og tog ansvar. Det må vi tro, sker nu. Det er også på tide.

Tidligt i arbejdet introducerede vi fra FOA den lille hilsen »vi ses i morgen« som et slags mantra for den nye ældrepleje i Danmark.

»Vi ses i morgen« er et godt billede på, hvad vi ønsker for fremtidens ældrepleje: Kontinuitet, tryghed, og at de ældre ikke skal opleve deres hjem som en banegård fyldt med fremmede folk og faggrupper. Vi skal kende hinanden i ældreplejen.

Når en Hanne Jensen fra hjemmeplejen har været på besøg hos Jens Petersen på 87 og hjulpet ham med medicinen og det praktiske for at få dagene til at fungere, så skal de kunne sige »vi ses i morgen« langt oftere, end det sker i dag.

Når Gerda Hansen på demensafsnittet på plejehjemmet skal få dagen til at fungere, skal hun mødes af medarbejdere med de rette kompetencer. Når den pårørende har brug for at blive hørt, skal der være rum og tid til det.

Store enheder gør det svært
I dag er ældreområdet splittet op i et større eller mindre antal selvstændige budgetenheder: Visitation, sygepleje, genoptræning og rehabilitering, kommunal udførerenhed, plejecenter, private leverandører, hjælpemidler, madforsyning og eventuelt vaskeri. Kommunerne kan dertil vælge en større eller mindre geografisk opdeling på distrikter og områder. Ofte kan distrikter bemande flere hundrede medarbejdere. Mange forskellige personer er inde over den samme borger, og dialogen om borgeren sker ofte kun skriftligt.

Med så store enheder er det svært – hvis ikke umuligt – for både medarbejder, ældre og pårørende at finde sig selv midt i system og paragraffer.

En verden til forskel
Derfor har FOA foreslået i højere grad opbygge hjemmeplejen i mindre teams, som er lokalt forankrede. Lokale teams, hvor medarbejdere og borgerne kender hinanden. Da hver dag er forskellig, er det vigtigt, at teamet har et stort råderum i forhold til planlægning af arbejdet. Det kræver, at vi tør give medarbejderne et større fagligt ansvar og tid til nærhed, så det ikke bliver dem, der kommer »i morgen«, som må følge op på, hvordan den enkelte ældre har det.

Det vil betyde en verden til forskel for både den enkelte borger og de ansatte omkring dem. Det er også en af vejene til at få færre medarbejdere i den enkelte borgers hjem.

Ny retning kræver mod og visioner
Men det er jo slet ikke gjort med det. En ny retning for ældreplejen kræver, at vi ser på en lang række forskellige elementer. Der skal ses på styringsmodel, på økonomi, på organisering, på tilsyn og mange flere aspekter.

En ny retning for ældreplejen kræver mod og visioner. Den kræver også, at vi, der er dybt engageret i at udvikle og forbedre området, er villige til at droppe vores kæpheste, at vi er villige til at gå ind i arbejdet med et åbent sind.

Ældreministeren har sagt, at vi skal begynde med et blankt stykke papir. Jeg synes, vi skal tage hende på ordet. Det bliver helt sikkert ikke nemt. Men det er vigtigt, hvis det skal lykkes. Ellers risikerer vi at ende med en justeret udgave af det, vi har nu. Og det vil være for ærgerligt.

Hvem ved, hvornår vi får chancen igen?

Bragt i Sundhedsmonitor, den 7. januar 2022