Af: Thomas Enghausen, næstformand, FOA
De mange medarbejdere, der dagligt passer børn, leverer pleje til vores ældre og hjælper vores syge, løber allerede hurtigere, end de kan holde til, og i horisonten ser vi en fremtid med flere ældre og flere børn og unge og ingen grund til at tro, at efterspørgslen på sygepleje og undervisning bliver mindre.
Og det, der allerede ligner en perfekt storm, bliver kun forstærket af, at Europa for første gang i mange år er i krig. De penge, der ellers var i det såkaldte økonomiske råderum, som kunne bruges til at styrke og udvikle den fælles velfærd, er i mellemtiden blevet sat af til at styrke militæret. Ikke bare nu og i morgen, men i al overskuelig fremtid. Som det ser ud nu, vil der kun være penge nok til at holde trit med befolkningsudviklingen – altså opretholde det nuværende serviceniveau i takt med, at befolkningen vokser.
Hvordan harmonerer det med befolkningens forståelige forventninger til børnepasning, sygepleje, undervisning og alderdom mere konkret? Og hvis vi spørger politikerne, hvordan de forestiller sig, at vi knækker den nød, er der groft sagt to slags reaktioner.
Den ene side er påfaldende tavse med hensyn til konkrete meldinger, men mumler noget med, at det da er vigtigt at bevare velfærden, mens den anden side benytter lejligheden til at genfremsætte alle de gamle forslag til nedskæringer på velfærdsstaten, de hele tiden har ønsket af ideologiske årsager.
Det dur ikke. Politikerne må på banen og melde klart ud, hvordan vil de finansiere velfærdsstaten i fremtiden. Hvis det overhovedet er det, de vil.
I FOA vil vi godt gå foran og give det politiske lag lidt inspiration. Derfor har vi bedt AE-rådet regne på, hvad vi kan få tilbage af midler til fællesskabet, hvis vi tilbageruller nogle af de skattelettelser, der tidligere er givet til de mere velhavende danskere.
En tilbagerulning af topskattelettelser fra enten 2009 eller 2012 vil øge råderummet med enten 7,3 mia. kr. eller 2,7 mia. kr.
Det svarer til, at man over en tiårig periode vil kunne få et sundhedsvæsen, hvor der er råd til at følge med de nye behandlinger og ny medicin, som udvikles. For ud over den demografiske udvikling, som alene i regionerne koster ca. 1 mia. kr. ekstra om året, koster de nye behandlinger og ny medicin også yderligere ca. 1 mia. kr. ekstra om året, og det er denne udvikling, man dermed vil kunne få råd til.
Indførelse af en millionærindkomstskat for alle med en indkomst over 1 million vil øge råderummet med mellem 400 mio. kr. og 2 mia. kr. afhængig af procentsatsen. Det er også en mulighed.
Derudover har Oxfam lavet en beregning af, at indførelse af en formueskat på 1 procent for personer med formuer over 35 mio. kr. vil medføre en forøgelse af råderummet på 16 mia. kr. Der er mange penge at hente, hvis man beskatter de allerrigeste i Danmark.
Samlet set vil det i sig selv næsten kunne ’genoprette’ råderummet, hvor forsvarsaftalen kan lægge beslag på 18 mia. kr. frem til 2033. I store tal det beløb, som ud over demografien kunne have dækket velstandsudviklingen.
I kommunerne er det specialiserede socialområde i mange år blevet underfinansieret, hvilket har medført, at man ofte overskrider budgetterne eller bliver nødt til at tage pengene fra andre områder for at kunne finansiere det store pres, der er på det område. Kommunernes Landsforening har tidligere vurderet, at der alene på det område er brug for et løft på over 5 mia. kr. alene for at få området op på niveau.
Og tilsvarende er der andre områder i den lokale velfærd, hvor der er brug for at følge med tiden.
FOA har beregnet, at man med et løft på knap 1 mia. kr. til ældreplejen kan få de ansatte, der er på deltid, og som ønsker at gå op i tid, op på fuld tid. Det vil styrke ældreområdet med, hvad der svarer til ca. 2.000 ekstra ansatte.
Skatterne er blevet reduceret med meget store milliardbeløb siden 00’erne, og uligheden er samtidig vokset og vokset. Vi mener, at en forøgelse af skatterne for de bedst stillede er fornuftigt, da det både vil kunne finansiere et moderne velfærdssamfund og rette op på noget af den stigende ulighed.
Desværre er al tale om at hæve skatten efterhånden blevet tabu i Danmark. I årtier er vi blevet solgt en fiktion om, at man kan få det hele og lidt til for færre penge.
Det kan man ikke. Spørg bare den pædagogiske assistent, social- og sundhedshjælperen, sygeplejersken eller skolelæreren, som har kæmpet med at levere et stykke arbejde med høj faglig kvalitet for færre ressourcer. Hvis vi vil velfærd, skal vi også være villige til at betale for den. Og vi skal alle sammen have modet til at sige det åbent. Sige, at det koster noget. Og pege på, hvor pengene skal komme fra.
Bragt i Politiken, den 25. juli 2022