Aftale om fritstilling prioriterer mammon frem for mennesker
Med den nye aftale på ældreområdet har et snævert flertal ladet sig overbevise af erhvervsinteresser frem for faglighed. Den nye aftale sætter mammon over mennesker og kan i sidste ende udhule den kommunale ældrepleje.
Af: Torben K. Hollmann, sektorformand, FOA
Danmark fortjener en fornyet og forbedret ældrepleje, frem for det New Public Management-mareridt den på visse områder er degenereret til. Vi har brug for en ældrepleje, der sætter den enkelte ældres behov og medarbejdernes faglighed fri og giver dem mulighed for sammen at skabe den bedst mulige tilværelse for den enkelte borger.
Vi havde håbet, at den nye politiske aftale om frisættelse af ældreplejen i en række kommuner ville have peget i retning af den fornyelse og forbedring, der er brug for på ældreområdet, men sådan gik det ikke. I sidste øjeblik valgte et lille flertal at lytte til erhvervsinteresser frem for faglighed, og vi har nu fået en aftale, der sætter mammon over mennesker, og måske endnu mere skræmmende: en aftale, der kan kaste mørke skygger ind over det vigtige arbejde, der netop nu foregår med at skabe en ny ældrelov.
Målet med aftalen var mere frihed, tillid og sund fornuft, og midlet skulle være at frisætte kommunerne fra statslig regulering med undtagelse af få centrale hegnspæle, som fortsat skulle efterleves i ældreplejen. Til gengæld skulle kommunerne forpligte sig til at fjerne unødig kommunal regulering og dokumentationskrav.
Det lyder jo alt sammen fornuftigt. Men stærke lobbykræfter lykkedes med at overtale et snævert flertal til at gøre det såkaldte frie valg til en af de centrale hegnspæle og dermed underminere meget af formålet med frisættelsen.
Den enkelte ældre skal selvfølgelig have ret til at kunne vælge en anden leverandør af ældrepleje end kommunen, men det kræver, at der stilles krav til de private udbydere, så det frie valg ikke følges op af en praksis, hvor ældreplejen er skåret op i minutter og enkelte ydelse, som det er i dag. Det frie valg af private leverandører bærer en pæn del af skylden for det regime, vi har i dag, hvor den enkelte ansatte er kontrolleret af detaljerede kørelister, og hvor alt der sker mellem den borgeren og ældreplejen, skal måles og vejes.
Er det virkelig et frit valg, når man kun kan vælge mellem en offentlig og en privat aktør – hvad med valget om, hvilken hjælp man vil have, hvornår man vil have den, og af hvem man vil have den af?
Vi frygter en lov med mere af det samme, hvis politikerne fortsat vil følge denne retning. Hvis den nye ældrelov skal lykkes, har vi brug for, at alle viser mod og frisætter kommunerne.
Bragt i Information, den 30. juni 2022