BUPL-lederes udgrænsning af pædagogiske assistenter er et dødssygt deja-vu
På en hvilken som helst arbejdsplads er en leders fornemmeste opgave at se og anerkende de ansattes forskellige kompetencer, så deres faglighed bringes bedst muligt i spil.
Af: Joan Lindskov, sektornæstformand i Pædagogisk Sektor og Torben Hollmann, sektorformand i Social- og Sundhedssektoren, FOA
Derfor er det til at få helt ondt i maven, når man læser en formand for en lederforening tale så voldsomt ned om en anden faggruppe, som det er sket her i temadebatten om, hvordan vi løser manglen på pædagogisk personale.
I et indlæg peger Eva Munch Immertreu, formand for pædagogiske ledere i BUPL, på pædagogerne som den eneste faggruppe, der kan sikre kvalitet i dagtilbuddene. Imens sætter hun stærke billeder på, hvordan dagtilbudsledere ligefrem skal have vredet armene om for at ansætte pædagogiske assistenter.
Hvis det er stilen, kan man blive helt bekymret for, om ikke man så egentlig har mistet sin ledelsesmæssige dømmekraft. Den udgrænsning af en bestemt faggruppe, som vi er vidne til her, er nemlig et dødssygt deja-vu af en fejl, som er blevet begået igen og igen inden for sygehusområdet.
Her har en faggruppe i al sin egen selvtilstrækkelighed forsøgt at fortrænge en anden – og det har givet noget så eftertrykkeligt bagslag. Ikke kun for faggruppen selv, men også for de borgere, de skulle drage omsorg for.
En ensformig medarbejdergruppe svækker kvaliteten
Tillad os at minde om et par eksempler på, hvorfor det er en fuldkommen forkert retning, ikke mindst i en tid, hvor vi netop har rekrutteringsproblemer.
Lad os starte med de medicinske afdelinger på sygehusene. Her har vi igennem en længere årrække set en tendens til, at afdelingssygeplejersker har fyret social- og sundhedsassistenter for at ansætte sygeplejersker som dem selv. Cirka 7.000 social- og sundhedsassistenter er blevet erstattet af mestendels sygeplejersker inden for de seneste ti års tid.
Resultatet? I dag ser vi sygeplejersker, der løber livet af sig og knokler med at løse opgaver, som de i virkeligheden ikke burde løse, men som de død og kritte nu er nødt til at løse, fordi deres ledelse kun kunne se deres egen faggruppe for sig i samtlige opgaver.
Har det givet en bedre kvalitet? Nej, hverken ifølge sygeplejerskerne eller patienterne.
Situationen gælder også på fødegangene. Her har vi set, at chefjordemødre har skilt sig af med social- og sundhedsassistenter, fordi de hellere ville have jordemødre ansat.
Nu kan vi så læse i landets aviser, at fødeafdelingerne er ved at kollapse, og at jordemødre, mens de bringer nye små liv til verden, knokler sig selv halvt ihjel, fordi de nu skal løse alle opgaver. Også de opgaver, som social- og sundhedsassistenterne før løste. Har det så givet en bedre kvalitet? Nej. Ikke ud fra de beretninger, vi får fra de fødende.
Forskellighed skaber faglig synergi
Pointen er, at når forskellige faggrupper med forskellige kompetencer arbejder sammen, opstår der noget særligt. Man opnår en faglig synergi. Man ser – i sygehuseksemplet patienten – fra flere sider, både fysisk, psykisk og socialt. Vi ser livet frem for sygdommen. Det højner kvaliteten og lysten til arbejdet.
Det samme gælder på børneområdet, ligesom det gælder andre områder i vores velfærdssamfund – som på skolerne, i psykiatrien og i socialpsykiatrien. I samtlige sektorer er der en dyb anerkendelse af, at det har stor værdi, at vi kan noget forskelligt. At det er vigtigt at have flere fagligheder.
Vejen til det gode børneliv går gennem anerkendelse af andre faggrupper
For FOA handler det om at få uddannelsesdækket hele området. De voksne, der er i dagtilbuddene, bør i den bedste af alle verdener alle være pædagogisk uddannede. Enten pædagoger eller pædagogiske assistenter.
Som leder er ens opgave at se, hvilke muligheder der er for at sikre dagtilbud af høj kvalitet i stedet for at lægge sig fast på, at man kun vil ansætte personale med den ene eller den anden pædagogiske uddannelse. Kvalitet får man ved at have ligeværdige ansatte med forskellige kompetencer. Derfor er der brug for begge faggrupper. Det er god ledelse.
Vejen til det gode børneliv går ikke gennem alene at skaffe flere af én slags medarbejdere. Den vej skaffer os ikke tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Den vej stækker tværtimod fagligheden, og det går ud udover børnene.
Så lad os lære af de fejl, andre allerede har begået. Tag det modige valg og anerkend andre end egne faggrupper.
Bragt i Altinget, den 30. juni 2022