Finansministeriets regnemaskine er i stykker og gør dagpengene dyrere
En rapport fra Det økonomiske Råd tyder på, at Finansministeriets måde at regne på gør det dyrere at forbedre dagpengene, end forskningen tilsiger. Det spænder ben for et mere retfærdigt dagpengesystem, skriver Helena Mikkelsen og Thomas Enghausen.
Af: Helena Mikkelsen, forbundssekretær og Thomas Enghausen, næstformand, FOA
Mens nationens øjne er rettet mod afstemningen om forsvarsforbeholdet, har den højeste økonomiske sagkundskab herhjemme – det økonomiske råd – udsendt en rapport, som burde have fået meget mere opmærksomhed. Der er nemlig masser af sprængstof gemt i de næsten 300 siders økonomisk analyse.
I sin forårsrapport påviser DØR nemlig, at Finansministeriet slet ikke brugte den nyeste forskningsmæssige viden, da de regnede på, hvad det koster samfundet og skatteborgerne at forbedre dagpengene for de arbejdsløse.
Regnemaskinen gør dagpengene dyrere
Og kritikken går videre end det. Ifølge de økonomiske vismænd har Finansministeriet ikke sikker grund under fødderne, når der regnes på de samfundsøkonomiske konsekvenser af dagpengeændringer. Meget tyder - ifølge DØR - på, at økonomien i de seneste dagpengeændringer, lidt højere dagpenge for nogle i de første tre måneders ledighed og forringede dagpenge for nyuddannede, er regnet forkert.
Eller som overvismand Carl-Johan Dalgaard sagde det: ”Det vil kunne mindske risikoen for fejlvurderinger på området, hvis beregningerne bliver bedre forankret i forskningslitteraturen.”
Det er høfligt forskersprog for: ”I regner forkert, fordi I ikke bruger fakta.”
Og her har vi balladen: Finansministeriets måde at regne på, gør det - ifølge DØR - betydeligt dyrere at forbedre dagpengene, end forskningsresultaterne tilsiger. Det betyder, at ministeriets fejlbehæftede regnemodeller spænder ben for et mere retfærdigt og langtidsholdbart dagpengesystem.
FOA har i årevis ønsket at få sat dagpengene op, så de i det mindste dækker lidt mere af den tabte arbejdsfortjeneste. Hver gang er vi blevet mødt med Finansministeriets regnestykke over alle de millioner og milliarder, det vil koste samfundet og skatteborgerne.
Og nu fortæller de økonomiske vismænd os så, at disse regnestykker ikke er baseret på den nyeste forskningsmæssige viden, savner empirisk grundlag, undlader at regne alle effekter med, herunder de positive effekter, og sandsynligvis gør dagpengeforbedringer dyrere, end de er.
Finansministeriet skal rydde op
DØR anbefaler, at Finansministeriet sanerer sine regneregler, og at ministeriet i den forbindelse inddrager og skaffer sig et stærkere empirisk grundlag for at regne, om ikke rigtigt, så mere præcist og sikkert.
Den anbefaling kan vi helt tilslutte os.
Det må da få konsekvenser, hvis det nu viser sig, at Folketinget kunne have forbedret dagpengene mere for pengene, hvis Finansministeriet havde haft bedre regneregler.
Det er på tide, at Finansministeriet får ryddet op i deres regneregler. Det må have været Nicolai Wammens konklusion, da han læste Det Økonomiske Råds nye rapport. Det var i hvert fald vores.
Bragt i Altinget, den 1. juni 2022