'Vi ses i morgen' er de vigtigste ord i en forandret og forbedret ældrepleje

Af: Torben K. Hollmann, sektorformand, FOA

Sagen i sig selv er frygtelig og har store konsekvenser for de patienter, det går ud over. De bliver mærket for livet, hvor ordentlig behandling og faglighed burde have forudset og forhindret ”ulykken”.

Er jeg overrasket over, at kommunerne nu bliver inddraget? Nej, faktisk ikke. Vi har efterhånden fået et kommunalt system, hvor det handler om at få økonomien til at passe, frem for at passe de borgere og patienter, vi møder på vores vej. Det handler om de forhold, man byder både de ansatte og borgerne. Det er forhold, der er designet til, at noget skal gå galt.

I hjemmeplejen kan social- og sundhedshjælperen eller social- og sundhedsassistenten møde op mod 20 borgere på en enkelt arbejdsdag. Det er (alt for) mange, at forholde sig til på meget kort tid. Det er ikke engang sikkert, de møder de samme borgere ugen efter.

Man skal forstå, at når frontmedarbejderen træder ind i et hjem, kan der være alt fra ordentligt, rent og ryddeligt til total kaos, og det gælder både i fysisk forstand og mentalt.

Mange borgere har mange komplekse problemstillinger. Derfor kræver det meget af de medarbejdere, der træder ind i hjemmet. Man kan som social- og sundhedsassistent træde ind i et hjem og fornemme, at der er noget, der er galt, have en mavefornemmelse om, at her er alt ikke i orden, men det er bare ikke sikkert, man lige kan få øje på det.

Social- og sundhedsassistenten kan ikke skrive i journalen, at man har en ”mavefornemmelse”, så hvis ikke social- og sundhedsassistenten kommer tilbage næste dag, hvilket sjældent er tilfældet, ender mavefornemmelsen med en indlæggelse til borgeren, fremfor forebyggelse.

Derfor mener vi i FOA, at det er vigtigt, at social- og sundhedshjælperen eller social- og sundhedsassistenten kender den enkelte borger og oplever ændringer i hans eller hendes tilstand.

Det kræver blandt andet, at der arbejdes i mindre, tværfaglige team omkring borgeren, så det bliver i fællesskab, man løser opgaven ude hos borgeren. Jo flere forskellige faglige øjne, der kigger på borgeren, jo større mulighed er der for, at vi ikke overser noget.

Det betyder også, at man kommer hos den samme borger hver dag, man kender borgeren, man har gode relationer, hvor man kan opdage de små ”mavefornemmelser”, inden de bliver til indlæggelser. Det bliver de faglige øjne, der kommer i spil, man kan se de små ændringer hos borgeren, inden det er for sent.

Det er derfor, at de vigtigste ord i en forandret og forbedret ældrepleje er: ”Vi ses i morgen”. Først når medarbejder og borger kan sige det til hinanden, har vi mulighed for at fange de små, men vigtige ændringer.

Det kræver mod hos ledere og politikere. De skal turde slippe det stramme greb om hjemmeplejen og lade fagligheden styre, til gavn for patienten.

Hvis grebet ikke løsnes, og vi ikke organiserer os anderledes i kommunernes ældre- og sundhedspleje, så er jeg bange for, at vi ser flere af disse sager - måske ikke med amputationer, men med flere unødvendige indlæggelser på regionernes i forvejen pressede hospitaler.

Bragt i Avisen Danmark, den 16. juni 2022