Af: Mona Striib, formand, FOA
Alle mærker dem: De stigende priser på el, gas, fødevarer, benzin. Det går ikke ubemærket hen for nogen, at pengene rækker kortere end sædvanligt.
Men nogle mærker prisstigningerne mere end andre. For nogle vælter det deres økonomi, selv om de har fuldtidsarbejde, weekendarbejde, nattevagter og overarbejde.
Det gælder mange af FOAs medlemmer: Samfundets velfærdsmedarbejdere, som hver dag laver mad i kantinerne, gør rent, passer syge, plejer ældre eller drager omsorg for børn. For dem var livremmen spændt ind, før prisen på agurk, mælk og rugbrød steg.
Luk løngab for at skabe ligeløn
Både mænd og kvinder arbejder i velfærdsfagene, og uanset køn, får de samme løn. Den del er sikret via overenskomsterne. Men selv om vi inden for de samme fag får lige løn, også lige lav løn, for lige arbejde, betyder det ikke, at vi har ligeløn i Danmark. Den vildfarelse lever mange i.
Faktisk har vi i Danmark et løngab mellem mænd og kvinder på omkring 13,5 procent. Lad mig komme kritikerne i forkøbet med det samme: Nej, det løngab skyldes ikke, at kvinder tager mere barsel og arbejder mere deltid.
Forskellen på de 13,5 procent er nemlig målt på den såkaldte standardberegnede timefortjeneste – eller sagt på mere jævnt dansk: Den gennemsnitlige timeløn for både mænd og kvinder på tværs af fag og sektorer.
Det helt store problem, som er med til at skabe lønskævhed, er, at vi aldrig er lykkedes med at realisere den anden del af ligelønsloven, som ofte overses. For vi skal ikke bare skal have lige løn for lige arbejde, men også for ”arbejde af samme værdi,” lyder loven.
Værdiskel på fagområder skaber ulighed
Netop værdisætningen af velfærdsfagene er det gået helt galt med. For da velfærdssamfundet blev udviklet og kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet inden for pleje-, omsorgs- og børnepasningsområdet, var arbejdet i høj grad baseret på husmoderlige kompetencer. Det kom lønnen til at afspejle.
Siden har fagene undergået enorme forandringer. Forskning, viden og uddannelse har ændret, udviklet og specialiseret fagområderne, så arbejdet i dag kræver stærke faglige kompetencer. Men lønnen er hverken fulgt med fagenes udvikling eller medarbejdernes stigende evner og ansvar.
Konsekvensen i dag er, at de fag, der historisk er blevet opfattet som kvindefag, lider af alvorlige lønefterslæb. Endda er det sådan, at når andelen af kvinder inden for et fag stiger, falder timelønnen. Helt konkret falder timelønnen med 4,38 kroner for hver gang andelen af kvinder stiger med 10 procent, viser en VIVE-undersøgelse.
Konsekvensen er også, at der på tværs af fag, der historisk opfattes som mande- og kvindefag med sammenlignelige uddannelser, er lønforskelle på op mod 10, 20 og 30 procent.
Det er uretfærdigt, utidssvarende og beskæmmende. Og hvis man tror, det ikke vedkommer en selv, hvad andre får i løn, så er den lave løn også ødelæggende for rekrutteringen til de vigtige velfærdsfag, som allerede har svært ved at skaffe personale. Endelig er det efter min bedste overbevisning også i strid med ligelønsloven.
Historisk mulighed for forandring
I stedet for at blive mismodig eller gal, vil jeg, ikke mindst her på Kvindernes Internationale Kampdag, glæde mig over, at vi netop nu har en historisk god mulighed for at råde bod på miseren.
Igennem 2022 arbejder vi, arbejdsmarkedets parter og eksperter, i Lønstrukturkomiteen på at få afdækket, hvorfor lønnen ser ud som den gør for forskellige faggrupper, og derved jo også, hvordan vi skaber en mere retfærdig løndannelse.
Arbejdet skal gerne afsluttes inden årets udgang, og til den tid vil en pil i hvert fald pege på Christiansborg. Der vil nemlig blive brug for, at der bliver tilført ekstra midler til at udjævne urimelige lønforskelle. Og det skal vel at mærke være midler, som ligger uden for den økonomiske ramme, der gives ved overenskomstforhandlingerne.
Løsning udenfor for overenskomst
Årsagen til, at problemet ikke alene kan løses ved overenskomstforhandlingerne, er, at de offentligt ansattes faglige organisationer der skal deles om den økonomiske ramme. Skal nogle faggrupper have et særligt løft, går pengene fra andre faggrupper, som så vil stemme nej til overenskomsterne.
Vi har ved de seneste to overenskomstforhandlinger på det offentlige område fået afsat en særlig pulje til lige- og lavtlønsfagene. Det er vigtige skridt, men tempoet er for langsomt.
Vi har brug for at løfte lavtlønsfagene fra bunden. Det skal Lønstrukturkomiteen hjælpe med til. Det skal de øvrige organisationer solidarisk bidrage til. Og fremadrettet bør lønstigninger udregnes i kroner og øre frem for i procenter, så vi holder op med at give mest til dem, der i forvejen har mest og mindst til de lavest lønnede.
Vi er nødt til at tage et fælles ansvar for, at de, der hver dag dedikeret drager omsorg for vores syge, ældre og børn, bliver anerkendt for det arbejde de udfører. Også på lønsedlen. Muligheden for det har aldrig været større end nu.
Bragt i Altinget Arbejdsmarked, den 8. marts 2022