Omsorg bør ses som en selvfølgelig del af behandlingen i sundhedsvæsenet

Af: Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, Torben Hollmann, sektorformand i FOA, Klaus Lunding, formand for Danske Patienter, Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Oveni kæmper de måske med alvorlig og livstruende sygdom. Det er afgørende at have blik for patienten som et helt menneske og for alle aspekterne af et patientforløb. Derfor er det en vigtig debat, Det Etiske Råd har indledt.

Vi er meget enige i, at omsorgen bør ses som en selvfølgelig del af behandlingen. Nogle gange kan den faktisk være endnu vigtigere end den kliniske behandling - hvis det er mere meningsfuldt for den enkelte patient på det specifikke tidspunkt. Det kan for eksempel være mere meningsfuldt for en patient at gå en tur under åben himmel med vinden i ansigtet og en støttende hånd end at ligge i sygesengen med stærke bivirkninger af behandlingen. Andre vil gerne have frabedt sig den hånd.

For sådan er det nemlig; omsorg kan ikke sættes på formel. Det der er meningsfuldt for én patient, vil ikke nødvendigvis være det for en anden. Omsorg handler om at tage hånd om patienterne i den konkrete situation, de er i, og sørge for, at de føler sig set, hørt og forstået. Det tager ikke nødvendigvis lang tid, men det er vigtigt, at man som sundhedsprofessionel har overskud til at være nærværende i den tid, man er med patienten. Det ved de sundhedsprofessionelle godt, og de er gode til at spore sig ind på den enkelte patients omsorgsbehov.

Den vurdering er dybt forankret i deres faglighed. Men det kræver, at de har rammerne til at kunne bruge den faglighed, og det kræver, at det understøttes af et stærkt ledelsesfokus og løbende kompetenceudvikling.

Som det er i dag, har omsorgen ofte svære betingelser. Nogle gange vil den omsorgsfulde tilgang kræve, at man spørger patienten hvordan det går og ikke kun, hvordan det går med eksempelvis gigten, vejrtrækningen eller smerterne. Men hvis de sundhedsprofessionelle skal kunne stille det spørgsmål, skal de vide, at de har tid til at høre svaret – og måske tilpasse patientforløbet derefter.

Når der mangler personale og tid til opgaven, er der risiko for, at omsorgen bliver det første, som prioriteres fra. Som redegørelsen beskriver, så foregår omsorg ofte spontant og uplanlagt – fordi øjeblikket kræver det.

Men en ekstra snak med en patient, som bekymrer sig om sine pårørendes reaktion på en diagnose, bliver måske droppet, fordi tiden ikke slår til. Derfor er der brug for at sikre bedre betingelser for udøvelsen af omsorg og for at sikre fagligt råderum til at prioritere i hverdagen, så der kan gives tid til dem, der har mest behov. At sikre de rammer er en politisk opgave.

Fremtidens sundhedsvæsen står heldigvis højt på den politiske dagsorden. Inden længe vil regeringen præsentere sit udspil til en sundhedsaftale, og så kommer der også snart en 10- års plan for psykiatrien, ligesom der også er en ny ældrelov på vej. Vores appel til politikerne er, at de husker omsorgen i forhandlingerne.

De kan måske ikke opstille direkte mål for omsorgen, men de kan skabe bedre rammer for dens udfoldelse, end vi har i dag. Det kræver løsninger, der sikrer tilstrækkeligt personale og ordentlig tid til opgaven og til at skabe den relation, som er så vigtig. Der skal fokus på det samlede patientforløb, hvor alle aspekter prioriteres, og hvor der er plads til at tilpasse forløbet efter patientens individuelle behov.

Det kræver også, at vi foretager de helt nødvendige investereringer i sundhedsvæsenet. Hvis sundhedsvæsenet om 5, 10 og 15 år skal have ressourcer til at give alle patienter en ordentlig behandling og pleje og fortsat tilbyde de nyeste og bedste behandlinger, så kræver det, at de økonomiske rammer følger med udviklingen i demografi, teknologi og velstand. På det punkt har der været alt for mange forsømmelser gennem de to seneste årtier.

Vi beder politikerne tage ansvar for omsorgen i den kommende tids vigtige politiske beslutninger om fremtidens sundhedsvæsen.

Bragt i Avisen Danmark, den 4. marts 2022