Sundhedsreform skal gøre op med uligheden i sundhed

Af: Sektorformand Torben Hollmann fra FOA

Sundhedsvæsenet skal favne alle. Både dem med høje og lave indkomster, dem med ressourcestærke pårørende og dem uden. Det er svært at være uenig i.

Men hvis vi skal lykkes med at forbedre sundheden for især mennesker med sociale eller psykiske udfordringer, og som måske ikke har et stort netværk af familie og venner til at støtte, skal vi tænke sundhed på en ny og bredere måde. Og vi skal ikke være bange for at fordele pengene mere skævt mellem regionerne.

Mindre ulighed i sundhed skal ikke være et forventeligt biprodukt af en kommende sundhedsreform. Det skal være et selvstændigt fokusområde med langsigtede mål, konkrete initiativer og med finansiering, som fra centralt hold omfordeles endnu mere, end tilfældet er i dag, så de regioner, der har det største behov, får en større andel af pengene.

På samme måde skal de enkelte regioner omfordele midlerne til de områder, der har størst behov. Det kræver mod at behandle borgerne forskelligt i en region, men det er nødvendigt at give borgerne forskellige tilbud alt efter livssituation, hvis vi skal mindske uligheden i sundhed.

Fokus på hele mennesket
Der skal være mere fokus på det hele menneske. Sundheds- og socialindsatsen skal tænkes sammen for at lave et samlet tilbud til mennesker med både sociale udfordringer, misbrug og sygdom. Det kræver en tættere kobling mellem sundhedsområdet og socialområdet og flere kompetencer på hospitaler og sundhedshuse.

Det skal både være gennem tilbud – for eksempel kan jobcentrene være tilknyttet sundhedshusene – og gennem faggrupper. Der kan for eksempel være brug for socialrådgivere på hospitalerne og flere faggrupper med generalistkompetencer som social- og sundhedsassistenter, så patienterne ikke i samme grad som i dag oplever et brat skifte fra indlæggelse til tilbagevenden til eget hjem.Sundhedsområdet skal styrkes lokalt. Nærhospitalerne skal ligge i de områder, hvor de mest udsatte borgere bor – det kan være i områder langt fra hospitalerne eller i udsatte områder i byerne.

Det er altafgørende, at sygdomme opspores tidligt. I dag er der for eksempel en stor sammenhæng mellem ikke bare forekomsten af diabetes, men også antallet af mennesker, der lever med diabetes uden at vide det.

Gratis transport
Nærhospitalerne skal være specifikt rettet mod at skabe tryghed for de borgere, som har de største behov, og som ofte ikke kommer til lægen i tide. Der skal indgås tætte samarbejder med lokalmiljøet, for eksempel boligforeninger, for at sikre at målgruppen rammes.

Men det rykker ikke på uligheden i sundhed, hvis sundhedsvæsenet rykkes tættere på borgeren uden først at vide, hvad borgeren har brug for. Det nytter ikke med nærhospitaler, som er fyldt med one-size-fits-all-tilbud, hvor der ikke er taget højde for, hvilke behov der er i det lokalområde, nærhospitalet skal ligge i.

Der ligger også en stor opgave i at gøre sundhedsvæsenet mere tilgængeligt for de mest udsatte borgere.

Transporten skal være gratis, let at få tildelt og hurtig. I dag risikerer de mest sårbare borgere at bruge mange timer og køre store omveje, når de har en aftale på hospitalet – det medfører stor usikkerhed.

Alle kommuner skal tilbyde at hjælpe for eksempel mennesker med demens til og fra undersøgelser på hospitalet eller praktiserende læge.

Vi ved allerede meget om ulighed i sundhed – både om konsekvenserne og mulige løsninger.

Sundhedsstyrelsen udgav i 2020 anbefalinger til at nedbringe ulighed i sundhed, men rapporten er endnu ikke blevet grebet – det bør ske nu.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 3. marts 2022