Christian Rabjerg Madsen har ikke forstået kritikken
Det ærgrer Christian Rabjerg Madsen at reaktionerne på hans kronik om ældreopsparing i så høj grad har handlet om løsningerne, som han understreger står for hans egen regning, i stedet for om hans analyse og de problemer han afdækker. Det er en misforståelse, skriver Thomas Enghausen, vores kritik har i ligeså høj grad handlet om analysen og det problem han peger på, fordi den del også er grebet ud af den blå luft.
Af: Thomas Enghausen, næstformand i FOA
Skal vi til at spare ekstra op til vores alderdom ved siden af skatten? Det spørgsmål har domineret den politiske debat hen over meget af sommerferien. En af de årsagerne til det var et slags udspil fra socialdemokraternes politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen om, at det i fremtiden vil være nødvendigt med en særlig ældreopsparing, hvis vi skal have råd til en ordentlig pleje og omsorg.
Forslaget har vakt så meget modstand, at ordføreren i weekenden i et interview med Avisen Danmark valgte at kravle i hvert fald et stykke ned fra træet. Han finder debatten ærgerlig. ”Jeg påtager mig en del af ansvaret for, at vi har fået en debat, der handler for meget om løsninger og for lidt om de udfordringer, vi står med,” som han siger til avisen.
Det er positivt, at Christian Rabjerg Madsen lægger luft til sit forslag, der, som hans tidligere partiformand Mogens Lykketoft har påpeget, ”uanset hvor kunstfærdigt man udformer den” vil medføre øget ulighed. Men desværre er der et stort element af spin i den socialdemokratiske ordførers begrænsede tilbagetog. For som mange har påpeget i debatten, er problemet desværre ikke blot med hans løsningsforslag. Det er selve analysen, der halter.
Christian Rabjerg Madsens grundlæggende analyse er, at når vi får flere og flere ældre, og vi må forvente, at de kommende ældre vil have høje krav til servicen i plejesektoren, så ender vi med at mangle økonomien til at betale for den. Det er allerede her, hans udspil halter.
Danmark har aldrig været rigere. Det er, hvad alle tal og analyser viser. Når vi ser på de økonomiske prognoser, er vores økonomi meget holdbar – det vil sige, at statens indtægter er markant større, end vi forventer, at det vil koste, ikke bare at fastholde det nuværende velfærdsniveau, men at udbygge det med den forventede velstandsstigning. Det siger Finansministeriet, det siger de økonomiske vismænd. Det var en stor del af argumentationen for velfærdsforliget i 2006, som betød at vi siden har forhøjet efterløns- og pensionsalderen netop for at finansiere velfærden i årtier med flere udgiftskrævende ældre.
Det er som sagt klædeligt, at Christian Rabjerg Madsen lægger luft til det forslag om ældreopsparing, han som en bombe har smidt ind i debatten om fremtidens velfærd, men ærgerligt at han ikke har modet til at erkende, at hans undskyldning for overhovedet at smide den heller ikke holder. Vi skal kunne debattere hvad som helst i velfærdssamfundet. Også hvordan vi finansierer det i fremtiden. Men det skal være på et ordentligt grundlag.
Bragt i Avisen Danmark, den 9. august 2023