Skrot skattelettelser
Yderligere milliardstore skattelettelser viser at regeringen har rod i det politiske kompas.
Der er milliardstore skattelettelser på vej. Det var Jakob Ellemann-Jensens meddelelse i forbindelse med Venstres sommergruppemøde. De ekstra skattelettelser kommer, efter at Finansministeriet i foråret øgede det finanspolitiske råderum med godt 16 milliarder kroner efter en gennemgang af de offentlige finanser.
Der må være gået kuk i regeringens politiske kompas. Lige nu kæmper kommunerne landet over dagligt med økonomien. De er presset til det yderste for at finde nye besparelser, fordi de ikke har råd til at holde fast i velfærden med de penge, de har til rådighed.
Mange steder er man tvunget til at genåbne budgetterne for 2023. Det går ud over daginstitutionerne, det betyder, at ældre får gjort mindre rent, der kommer mindre hjælp til handikappede og så videre. Det rimer altså ikke med yderligere skattelettelser.
Den danske økonomi er kernesund. Vi lider ikke af pengeknaphed, som regeringen korrekt påpeger. Er det så virkelig den måde, vi skal bruge pengene på? I FOA anbefaler vi at prioritere velfærd frem for skattelettelser.
Bragt i Politiken, den 27. august 2023