Bededag er kun begyndelsen
Afskaffelsen af store bededag er blot én af mange upopulære beslutninger, som regeringen er klar til at gennemføre. Den stærkt bekymrende melding kommer fra en helt ublu økonomiminister, skriver Mona Striib.
Af: Mona Striib, formand, FOA
Hvad bliver det næste?
Det spørgsmål har vi som frustreret fagbevægelse rejst, efter regeringen på nærmest brutal vis har tromlet frem med sit lovforslag om at afskaffe store bededag. Uden at høre lønmodtagerne, kirken eller andre end sig selv, og uden den mindste smule respekt for, at man med bededagstyveriet angriber den danske model og med et trylleslag fratager lønmodtagerne de rettigheder, som de har tilkæmpet sig gennem årtiers overenskomstforhandlinger.
Ja, hvad bliver det næste, når en regering på den måde i et vildt soloridt afskaffer en helligdag for at skaffe penge til finansiering af først øgede forsvarsudgifter, men nu altså også den grønne omstilling og skam hele velfærdssamfundet, som argumentationen har bredt sig ud til over de seneste uger?
Min bekymring er bestemt ikke blevet mindre efter at have læst et langt interview med økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) i Berlingske torsdag. For her varsler han – næsten skamløst ærligt – at afskaffelsen af store bededag skam blot er begyndelsen på en række reformer, som danskerne har i vente. Regeringen vil gøre andet og mere, som ikke er populært. For som ministeren formulerer det, har regeringen nemlig ikke ”indledt en popularitetskonkurrence”.
”Vi har ikke lavet det her regeringsgrundlag bare til festlige lejligheder. Det er også derfor, at vi ikke bare giver op i forhold til store bededag, fordi der er kritik.”
Og han kan ikke se, at det skal ”få Danmark til at falde sammen,” at ”folk kommer til at bidrage ved at arbejde lidt mere, en enkelt arbejdsdag på et år.”
Citaterne fra ministeren afslører i bedste fald en skræmmende stor uvidenhed om, at det handler om langt mere end ”en enkelt arbejdsdag”. Det handler om, at regeringen er helt ude af trit med befolkningen. At den vil tromle en lov igennem, uden forinden at have involveret og haft dialog med de relevante parter. At den ikke har inviteret til en trepartsforhandling med arbejdsgiver- og lønmodtagerside. At loven derfor også er fyldt med fejl og ubesvarede spørgsmål. At de, der normalt arbejder store bededag, mister penge, selv om de skal arbejde mere. Og at det selvfølgelig påvirker de igangværende overenskomstforhandlinger på det private område.
I værste fald varsler det, Troels Lund Poulsen her siger, at vi står med en regering, som heller ikke fremadrettet agter at gå i dialog med andre end sig selv. Hvor regeringen vil tromle en masse reformer igennem under dække af at være en bred regering, men hvor vi i praksis bliver vidne til reformer, som alene hviler på et smalt flertal bestående af de tre regeringspartiers selvtilstrækkelighed.
Så desværre er der anledning til igen at spørge: Hvad bliver det næste?
Bragt i A4 Aktuelt, den 3. februar 2023