At sætte ældreområdet frit er andet og mere end at overlade det til private

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA

I regeringens oplæg til en frisættelse af ældreområdet ligger der to vidt forskellige bud på, hvad mere frihed for den ældre betyder. Der er en ambitiøs version, som hvis den bliver udført rigtigt, vil betyde en mærkbar forbedring for den enkelte ældre og for social- og sundhedsmedarbejderne, der leverer pleje og omsorg til de ældre. Og der er en version, som blot vil udvide en frihed til at vælge en privat leverandør, der allerede findes, og som, hvis den ikke udføres rigtigt, mere er til gavn for det private erhvervsliv end for den enkelte ældre.

Det er positivt, at ældreområdet fylder så meget i regeringsgrundlaget, hvor mange af tankerne fra forarbejdet til en ny ældrelov går igen. Og det er positivt, at området har fået minister og et udvalg, som fuldt og helt kan koncentrere sig om udfordringerne på ældreområdet med den alvor, de fortjener.

Den nye ældreminister, Mette Kierkgaard (M), har overtaget et ansvarsområde, hvor der er store udfordringer, der skal løses. Mit håb er, at ministeren vil fortsætte, hvor arbejdet slap i forbindelse med arbejdet med den nye ældrelov. For her ligger allerede en række gode idéer, der kan arbejdes videre med. 

Min bekymring er, at det kun kommer til at handle om, at mere af ældreplejen skal udføres af private leverandører. Fordi eksempelvis at et plejecenter drives privat, gør det ikke automatisk godt. Og muligheden for at vælge privat skaber ikke alene en bedre ældrepleje. Det, der betyder mest for kvaliteten i plejen, er, hvordan ældreområdet drives. Hvis man blot udliciterer en større del af ældreplejen til private uden at skabe friere rammer for borgerne, leverandørerne og medarbejderne, er det ikke mere frit eller nyskabende – det er blot mere af det samme. 

Hvis alle vores ældre skal kunne mærke en bedre og mere værdig pleje og omsorg, kræver det grundlæggende ændringer af den måde, vi tænker ældreplejen på. Vi skal væk fra at tænke enkeltydelser og i stedet fokusere på behovet hos den enkelte, som i mange tilfælde ændrer sig fra uge til uge. Kort sagt har BUM-modellen (Bestiller/Udfører/Modtager) udlevet sin tid, og vi bør fremover overlade et større råderum og ansvar til dem, det handler om: de ældre og de medarbejdere, der hver dag kommer hos dem, og som kan følge med i borgerens behov fra dag til dag i en nær visitation. 

Jeg har lige siddet til et visitationsmøde hjemme hos min gamle far på 84 år. Her skulle min far fortælle, hvordan det gik med den hjælp, han får i dag. Der blev lyttet til min fars behov, men han havde meget lidt frihed til at forme hjælpen efter, hvad han på det tidspunkt havde brug for. Som det er i dag, kan han bytte en rengøringsydelse for en rengøringsydelse – for eksempel kan han bytte et skift af sengelinned med rengøring af køleskab. Men der kan ikke byttes plejeydelser for serviceydelser eller omvendt. Hvis jeg en dag hjælper ham i bad og sætter en vask over, kan den ydelse, badet, ikke erstattes med, at vasketøjet bliver taget ud og hængt op. Så må det blive i maskinen, til en anden kan hænge det op. Her er visitationsreglerne alt for rigide.

Derfor skal vi modernisere det frie valg for den ældre borgere. Lade personalet sammen med borgerne se, hvad behovet er. 

Kommunerne er allerede i fuld gang. De har ikke råd til at vente. Blandt andre Furesø Kommune besluttede sidste år at ændre organiseringen i ældreplejen med mindre selvstyrende team, som på sigt selv vil stå for at planlægge besøg og i samarbejde med visitatorer, sygeplejersker og terapeuter følge med i borgernes behov, og hvordan de ændrer sig.

For medarbejderne betyder det mere ansvar og mere medbestemmelse over planlægningen af arbejdsdagen og et mere tilfredsstillende arbejdsliv. Det kan allerede nu aflæses i sygefraværet, som er halveret i den tid, Furesø Kommune har kørt med de små selvstyrende team. 

Social- og sundhedshjælpere og -assistenternes uddannelse betyder, at de er klædt godt på til at løse de opgaver, der er forbundet med social- og sundhedsarbejdet nu og i fremtiden. Men igennem de seneste mange år er meget af ansvaret og medbestemmelsen forsvundet. Skiftende kørelister, hvor man dækker ind for manglende personale, betyder mange besøg hos borgere, man ikke kender. Medarbejderne og borgerne får for sjældent anledning til at sige ”vi ses i morgen”. Det reducerer social- og sundhedsarbejdet til ydelser, hvor man løser den opgave, der står beskrevet i papirerne, og væk er det vigtige sociale aspekt, hvor man via sit kendskab til og snak med borgeren kan opspore ændringer i borgerens tilstand og sikre, at borgeren får den rette hjælp til at forebygge indlæggelse eller akutte sundhedsproblemer. 

Det er skidt for borgerne, som oplever en usikker hverdag med skiftende personale og en pleje, som ikke har den kvalitet, vi ved, ældreplejen kan levere. Det er skidt for medarbejderne, som går hjem efter arbejdet og ikke føler, at de har udlevet hele deres faglighed og ikke har kunnet give borgeren den hjælp, de ved, de har brug for. For vores samfund er det skidt, at vi ikke kan tilbyde en bedre ældrepleje til fremtidens ældre, end vi har tilbudt de tidligere generationer, og at vi ikke forebygger så meget sygdom og indlæggelser, som ældreplejen har potentialet til, og derved kan frigive ressourcer i det øvrige sundhedsvæsen.

Når vi forhåbentlig når i mål med de grundlæggende ændringer, ældreplejen har brug for, skal det ske på tværs af kommunale og private tilbud. 

Den hjælp, man kan få som borger, skal ikke være afhængig af hverken postnummer eller friværdi. Det kræver, at vi laver de grundlæggende ændringer i ældreplejen fra centralt hold og for hele ældreplejen – både den offentlige og den private pleje.

Det er kommunen, som har ansvaret for, at borgerne får den hjælp, de har brug for. Ved et offentligt plejecenter har kommunen kontrol over, hvor mange boliger der er tilgængelig, og kan planlægge behovet i fremtiden. En konsekvens, vi for alt i verden skal undgå ved at lade en større del af ældreplejen blive løst af private, er, at kommunen mister anvisningsretten til plejecenterpladserne og dermed forsyningssikkerheden over for borgerne. Det gælder også for hjemmeplejen, hvor vi har set adskillige konkurser efterlade kommunen med regningen for beredskabet, der hurtigt må rykke ud til borgerne, som har oplevet deres faste hjælp forsvinde.

De private virksomheder skal være en del af fremtidens ældrepleje, når vi gør op med ydelsestænkningen og placerer visitationen tættere på borgeren. Det stiller krav til de private leverandører, som skal kunne levere både praktisk hjælp og pleje i samarbejde med de øvrige faggrupper i det offentlige. Det stiller også krav til kommunerne, der i langt højere grad skal deltage i et samarbejde med de private virksomheder om borgeren – uanset om uniformen er med kommunens våbenskjold eller et firmalogo. Det vil give et bedre og mere reelt offentlig-privat samarbejde, end det mange steder foregår i dag, hvor den vigtigste kommunikation mellem kommunen og de private leverandører er fakturaen og opgørelsen over leverede timer. 

Så, kære minister, der er nok at tage fat på i de næste år. Stir dig ikke blind på at øge det frie valg og åbne op for mere private, men se på helheden og den nødvendige udvikling, som skal ske i hele ældreplejen til gavn for de ældre, og som kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Så vi dermed kan få en endnu bedre ældrepleje i fremtiden. Min telefon er altid åben og klar til dialogen om en værdig ældrepleje nu og i fremtiden.

Bragt i Jyllands-Posten, den 16. januar 2023