Ikke i udbud
Ambulancedriften i det meste af Region Syddanmark skal fortsat ikke i udbud.
Af: Thomas Brücker, næstformand i Teknik- og Servicesektoren, FOA
Regionens præhospitalsudvalg har besluttet ikke at sende de tre delområder i udbud, som Ambulance Syd allerede dækker. Det er en beslutning, som medarbejderne og vi i FOA har ventet med længsel. Godt at medarbejderne i Ambulance Syd endelig får skabt ro omkring deres arbejdsplads.
Efter den turbulente opstart efter Bios' konkurser er der brugt meget tid og mange kræfter på at skabe en god ambulancetjeneste, både for regionens borgere men så sandelig også for regionens egne medarbejdere.
Der har, indtil beslutningen blev truffet mandag den 9. januar, været stor utryghed blandt de ansatte, og nu mangler vi bare, at regionsrådet følger udvalget indstilling på mødet den 23. januar.
Udvalget besluttede også på mødet, at Trekantsområdets ambulancekørsel, der indtil nu har været drevet af Falck, skal i udbud. Fra FOA anbefaler vi, at regionen selv afgiver et kontrolbud med henblik på også at kunne hjemtage det fjerde og sidste delområde i region syd, som i dag køres af Responce, som er en del af Falck.
Argumentet for at sende det 4. område i udbud er, at man ønsker konkurrence på området.
Erfaringerne fra samtlige udbud i Danmark har dog vist, at der reelt ingen konkurrence er på området. Derfor vil det eneste rigtige for at sikre borgerne den bedste pris selv at komme med et kontrolbud med henblik på at vælge regionens eget bud, hvis dette er det mest fordelagtige.
Regionen har vist, at det er muligt at drive en ambulancetjeneste effektivt, og de synergi-effekter, der vil være, ved at alle delområder drives af regionen, er store, ligesom der ikke skal bruges resurser på at holde øje med en ekstern udbyder.
Bragt i Fyens Stiftstidende, den 16. januar 2023