Uhyggelige forhold på bosted kalder på handling, ikke symptombehandling
Usædvanligt mange voldsomme episoder, Selvmord, selvmordsforsøg, voldtægter og ulovlige forhold mellem beboere og ansatte. Voldelige misbrugere, der bor dør om dør med spiseforstyrrede og selvmordstruede unge kvinder.
Af: Tanja Nielsen og Kim Henriksen, sektorformænd i FOA
Det må og skal selvfølgelig ikke være virkelighed på bosteder sat i verden for at hjælpe og beskytte udsatte borgere. Ikke desto mindre har det været tilfældet på bostedet Caroline Marie i København, som beskrevet i Jyllands-Posten.
Botilbuddet har ad flere omgange haft et særlig indsatsforløb for at undgå voldsomme episoder, og har i en periode været under skærpet tilsyn. I dag har bostedet ikke længere godkendelse til at have unge, hvis primære anbringelsesgrund er selvskade. Ligesom det er indskærpet, at stedet ikke må have beboere med misbrug.
Jyllands-Postens afdækning af de uhyggelige tilstande på bostedet har naturligvis givet anledning til flere politiske reaktioner. Blandt andet fortæller bolig- og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at hun har bedt sit ministerium undersøge, om der gribes ind i tide, når det går galt på bosteder. Og peger på, at partierne bag Barnets Lov til efteråret skal tage de indledende skridt frem mod klare definitioner af, hvad der fagligt og systematisk forventes af et bosted.
Det er fint, at ministeren vil undersøge, om der gribes ind i tide, når det går galt på bosteder. Men det er symptombehandling. Og Barnets Lov kommer heller ikke til at løse alle problemerne. I stedet burde hun for længst have rykket på den specialeplan for hele det specialiserede socialområde, der kom et fagligt udspil til for over et år siden. En specialplan som netop skal undgå, at for mange forskellige målgrupper blandes på samme tilbud, og som skal løfte kvaliteten. En plan, der giver mulighed for, at kommunerne kan visitere borgerne til de rette fagligt specialiserede tilbud, der kan gøre en aktiv forskel i deres liv.
Det er simpelthen umuligt for personalet at være kompetente i alt fra misbrug, udadreagerende og krænkende adfærd, samtidig med også at være ekspert i selvskade og spiseforstyrrelse. Dels har grupperne direkte modsatrettede behov og hensyn, og dels er det ikke rimeligt for personalet, at de skal favne så bredt. Udspillet lægger op til at oprette ca. 20 faglige specialer med beskrivelse af målgrupperne. Samtidig stilles der krav om uddannelse og kompetencer på højt specialiserede tilbud og på tilbud til anbragte børn og unge samt opkvalificering af det øvrige socialområde.
FOA har blandt mange andre organisationer efterlyst en specialeplan i årevis. Nu ligger der en plan, så hvor bliver handlingen af, hvor længe skal vi spises af med symptombehandling?
Kære Pernille Rosenkrantz-Theil, vi har et fagligt oplæg og et politisk udspil, der er ingen grund til at vente længere, lad os tage fat om nældens rod og gøre noget ordentligt for kvaliteten og hjælpe de svage og udsatte borgere, som er afhængige af hjælp.
Bragt i Jyllands-Posten, den 15. juli 2023