FOA og LVS: Patienter må ofte genindlægges, fordi sundheds- og plejeområdet ikke samtænkes

Af: Tanja Nielsen og Susanne Axelsen, hhv. sektorformand, FOA, og formand, Lægevidenskabelige Selskaber

Når en borger, for eksempel en plejetrængende ældre, har brug for offentlig hjælp, sker det efter to forskellige love. Sundhedsloven og serviceloven. To sæt lovregler, som ikke just hjælper hinanden. Medicinadministration og sundhed hører under sundhedsloven, mens den praktiske hjælp og personlige pleje og omsorg hører under serviceloven.

Her starter meget af balladen, når det handler om at håndtere syge danskere på tværs af det samlede sundhedsvæsen og også bare inden for den enkelte kommune. Når borgerne tilmed har forløb på tværs af sektorer, bliver problemet blot endnu mere giftigt. Der skal lyde en kraftig opfordring til den arbejdende sundhedsstrukturkommission om at finde en løsning på netop disse problemer.

Manglende koordination af hjælp
Lad os illustrere det med et eksempel. Personen er fiktiv, men kunne snildt være taget ud af hverdagen i kommuner, almen praksis og på hospitaler.

En ældre kvinde kommer hjem fra et hospitalsophold klokken 23 en fredag aften. Hun er enke, og har aldrig fået børn. Derfor er der ingen til at tage imod hende.
Lørdag morgen kommer hjemmeplejen forbi. De havde fået en besked om, at kvinden er kommet hjem, men de har ikke fået andre beskeder end det. Da social- og sundhedsassistenten kommer til hjemmet, ligger kvinden stadig i sengen, lettere konfus. Der er ingen mad i køleskabet, og hendes medicinark er ikke opdateret, siden hun blev indlagt, og apoteket er lukket.

Der er ikke styr på udskrivningspapirer, og da hjemmeplejen ikke kan tilgå patientjournalen på sygehuset, famler de lidt i blinde. Social- og sundhedsassistenten er nødt til at kontakte sygehuset, hvor kvinden var indlagt, for at få noget information. Hun har som kommunal ansat ikke mulighed for at tilgå kvindens journal på sygehuset for at se, hvilken behandling hun har fået.

Den kommunale visitation er ikke på arbejde i weekenden, men social- og sundhedsassistenten skriver til visitationen om hjælp til kvinden. Der er ikke sat tid af på hendes plan til at få ekstra hjælp i løbet af weekenden, men kvinden får at vide, at de vil forsøge at komme forbi nogle gange.

Før assistenten går, bestiller hun lidt til køleskabet ved købmanden til levering senere på dagen. Der er ingen plan for at hjælpe hen over weekenden, men social- og sundhedspersonalet gør det bedste, de kan, for at komme forbi så tit de kan, men det er weekend, og deres planer er fuldt booket.
Da det bliver mandag, har kvinden fået det dårligere igen. Hun har ikke fået nok at spise og drikke, er ikke blevet mobiliseret tilstrækkeligt og har glemt at tage sin medicin som ordineret.

Hun bliver genindlagt mandag eftermiddag.

Små greb kan afhjælpe store problemer
Der er masser af disse tilfælde ude i virkeligheden. ”Små” problemer som vokser sig store, fordi systemerne og strukturerne ikke taler sammen. Og fordi medarbejderne savner det nødvendige handlerum til at reagere, når de opdager problemerne. Og det er jo dobbelt trist, fordi det er problemer, vi faktisk kan løse med små, men effektive greb.

Sådan et greb er for eksempel deling af patientdata, som er overskuelige at gå til for hjemmeplejen. Hjemmeplejen skal med det samme kunne se, hvad en borger har været indlagt med, og hvordan sygehuset har planlagt, at den videre pleje og behandling skal foregå. I dag snakker systemerne dårligt sammen, hvilket gør det næsten umuligt at sikre en rød tråd i pleje og behandling.

Vi har også brug for guidelines, der følger patienten med ud i kommunen fra hospitalet, så de ikke kun gælder på hospitalet. I vores eksempel ville det betyde, at borgeren får den samme behandling og pleje uden for hospitalet som inde på hospitalet – og for medarbejderen en faglig tryghed i at følge de korrekte retningslinjer.
Alle medarbejdere skal have mulighed for let at tilgå vejledninger i, hvordan bestemte situationer gribes an, eksempelvis øjendrypning eller tryksårsforebyggelse, ligesom de skal kunne se planen for den enkelte patient.

Det kan være svært for medarbejderne at holde overblikket over de mange instrukser og kliniske retningslinjer. Der skal derfor sikres let adgang til opdaterede vejledninger, som giver mening i hverdagens praksis.

Og så skal vi sætte medarbejderne fri til at gøre det, der er behov for – så alt ikke skal igennem en visitation, men så indsatsen kan sættes i gang med det samme.

Sundheds- og plejeområdet skal tænkes sammen
Tid er tit en helt afgørende faktor – man kan ikke vente i uger med at komme i gang med træningen. Det skal ske med det samme. Her skal vi give medarbejderne mulighed for at sætte det væsentligste i værk straks.

Vi har brug for medarbejdere, der understøtter sammenhængen for patienten, eksempelvis en social- og sundhedsassistent fra hospitalet, som kommer med patienten ud og får sikret den gode overlevering i hjemmet, herunder koordinationen med hjemmeplejen. Det vil give en stor tryghed og sikre bedre sammenhæng.
Når en borger som nævnt i eksemplet får brug for offentlig hjælp, sker det altså efter to forskellige love, serviceloven og sundhedsloven. Navnlig den komplekse kommunikation med den centrale visitation til plejeydelser efter serviceloven gør det unødigt svært og tungt for medarbejderne at yde den rette støtte.

Vi er nødt til at tænke sundhedsområdet og plejeområdet sammen. Det giver ingen mening at opdele i forskellige lovgivninger med forskellige logikker. Eksempelvis er det svært at forklare, hvorfor rehabilitering og træning er i to lovgivninger? Eller hvorfor tandbørstning på et hospital ikke kræver særlig lovgivning, mens det kræver en servicelov på det kommunale område

Kære sundhedsstrukturkommission, I er på en enorm og kompleks opgave. Vi håber og tror på, at I vil tage afsæt i hverdagen og lægge op til at eliminere det lovgivningsmæssige hækkeløb. Det vil skabe større smidighed til gavn for både borgere og ansatte.

​Bragt i Altinget, den 12. juni 2023