Vi skal bevare revalideringsordningen

Af: Maria Klingsholm og Helena Mikkelsen, forbundssekretærer, FOA

Næsten 200.000 unge og voksne skal hjælpes fra en tilværelse med primært offentlige ydelser som forsørgelsesgrundlag og ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Sådan lyder ambitionen bag de anbefalinger, som Reformkommissionen nu har udsendt i sin tredje og sidste rapport.

Vejen til målet går gennem en forenkling af reglerne på beskæftigelsesområdet. Et system, som absolut er unødigt kompliceret og risikerer at trække borgere i udsatte positioner igennem langstrakte, effektløse og i værste fald belastende forløb. Derfor vil vi gerne byde en forenkling velkommen. Og derfor er det også så ærgerligt, at en række af kommissionens anbefalinger i stedet for at bringe borgerne tættere på arbejdsmarkedet må forventes at gøre det modsatte.

Manglende balance
Det gælder eksempelvis, hvis man følger anbefalingen om at afskaffe aktivitetstillægget for unge. Det vil betyde en lavere ydelse og gøre dem afhængige af løbende at kunne få økonomisk støtte til nødvendig medicin og andre uforudsete enkeltudgifter. Men man bliver ikke hjulpet fremad i uddannelse eller beskæftigelse ved at blive presset økonomisk. Tværtimod kan det give nye bekymringer, som netop kan bringe en i forvejen sårbar person længere væk fra arbejdsmarkedet.

Kommissionen anbefaler også at udfase revalideringsordningen, jobafklaringsforløb og seniorjobordningen og er helt åben om, at det kan betyde, at nogle borgere vil få lavere ydelser. Kommissionen skriver selv, at den vurderer, at »balancen mellem på den ene side at mindske kompleksiteten i ydelsessystemet via færre ydelser og på den anden side hensynet til borgerens økonomi i en begrænset periode er den rigtige.« Problemet er bare, at det jo ikke er i en begrænset periode. Det vil være herfra og fremefter. Og underligt, at et forringet levegrundlag for den enkelte borger bliver balanceret op imod en forenkling af ydelseskategorier. Det vil nok være svært for de borgere at anerkende balancen i det regnestykke.

Og nu vi er ved afskaffelse af ordninger. En særskilt skidt idé fra Reformkommissionen er lige præcis at afskaffe revalidering. Begrundelsen, som kommissionen giver, er, at der er tale om langvarige dyre indsatser med tvivlsomme effekter. Vi ved, at nogle jobafklaringsforløb kan være langvarige og have tvivlsom effekt af mange årsager, som bør håndteres. Men at sige det samme om revalidering er lodret forkert. Det er en af de mest effektive indsatser til at bringe borgere i langvarig beskæftigelse efterfølgende.

Mere revalidering
Stik modsat anbefalingen om at afskaffe revalidering bør vi faktisk fremme brugen af ordningen. I dag vægrer kommunerne sig ved at henvise borgere til revalidering, fordi de synes, det er for dyrt. Det er også muligt, at ordningen økonomisk skal strikkes anderledes sammen, så kommunerne for eksempel bliver fritaget fra at finansiere forløbets uddannelsesdel, og vi fjerner nogle økonomiske benspænd. Men det ændrer ikke på, at revalidering er en af de mest solide veje ind på arbejdsmarkedet for dem, der bevæger sig på kanten af eller står uden for det.

En undersøgelse fra CABI viste i 2019, at hele 48 procent af borgere, som har gennemført revalidering, stadig var i ordinært job eller uddannelse 12 måneder efter endt forløb. Imens var beskæftigelseseffekten af aktivering af borgere på kontanthjælp kun 21 procent. Så ja, det er sandt, at revalidering koster mere for kommunen end at have en borger på kontanthjælp. Men investeringen kan betale sig. Den tjener sig hjem. Den erfaring har eksempelvis Hjørring Kommune gjort sig. Her valgte man for nogle år tilbage at ansætte flere socialrådgivere for netop at kunne give den enkelte borger den rette indsats, ligesom man valgte at tilbyde langt flere revalidering, som altså havde rigtig god effekt. Langt flere kom i arbejde.

Det er i virkeligheden netop den erkendelse, der mangler i anbefalingerne fra Reformkommissionen: at det rent faktisk kan betale sig at investere i borgerne. Det er også den erkendelse, vi længe har manglet at se i kommunerne. Så længe vi ikke har det blik på borgerne, bliver det vanskeligt at rykke ret mange af de 200.000 sårbare borgere tættere på at blive en del af arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

Bragt i Information, den 14. juni 2023