Au pairer bør erstattes af familiehjælpere
Moderne vestligt slaveri skal være fortid i Norge. Med det argument har norske fagforeninger kritiseret au pair-ordningen, og kort før påske meldte Norges arbejds- og inkluderingsminister ud, at, ja, ordningen skal afskaffes.
Af: Pia Heidi Nielsen, sektorformand for Kost og Service i FOA
Den markante beslutning hos vores nordiske nabo giver anledning til, at vi også herhjemme spørger os selv: Hvad stiller vi op med den nuværende ordning? For vi må erkende, at der er behov for bedre forhold. Udtrykket 'moderne vestligt slaveri' er måske lige vel voldsomt, men at ordningen er stærkt problematisk, er der ingen tvivl om. Det ved vi i FOA, hvor vi organiserer au pairer.
Vi skal ikke afskaffe au pair-ordningen uden at sætte noget andet i stedet. For vi ved, at arbejdet efterspørges, og vi skal på ingen måde skabe et slaraffenland for dem, der vil udnytte sårbar arbejdskraft. Uden en ordning vil der ikke være nogen beskyttelse for au pairer, ligesom vi risikerer at se mere sort arbejde, hvis ordningen lukkes. Allerede i dag er børnepasning og rengøring områder med rigeligt sort arbejde.
At kalde au pair-ordningen for kulturudveksling er et skalkeskjul. Det slog en omfattende evaluering fast i 2019. Evalueringen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration konkluderede helt tydeligt, at værtsfamiliernes motivation for at have en au pair var at få hjælp til husligt arbejde og børnepasning. Ligesom det for au pairer handlede om at tjene penge.
Og når man udfører et reelt arbejde som at passe børn, lave mad og gøre rent, så skal man have ordentlige lønog arbejdsvilkår. Her kan vi jo med fordel skæve til FOA's overenskomster for ansatte med tilsvarende arbejde, f.eks. pædagogmedhjælpere, private babysittere og husassistenter.
I det hele taget bør vi erstatte lommepenge, kost og logi med en ny familiehjælperordning. Med den nye ordning skal vi samtidig aflive nogle af de urimelige regler, der kun gælder for au pairer. For hvor har vi ellers regler for, at de ansatte ikke må være gift, skal være mellem 18 og 30 år eller ikke må have børn?
Vi mener også, at au pairer skal have lov til at arbejde mere end 30 timer om ugen. Desuden skal de selv kunne beholde deres arbejds- og opholdstilladelse, frem for at det er værtsfamilien, der er i besiddelse af den.
Vi opfordrer ministeren på området til at genoptage debatten om au pair-ordningen, som tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tog tilløb til før coronakrisen. Vi er selvfølgelig klar til at bidrage med viden og sparring.
Bragt i Politiken 1. maj 2023