Nye anbefalinger hører fortiden til og vil sende Danmarks socialpolitik i en forkert retning
I et åbent brev til alle partilederne i Folketinget advarer FOA og 36 andre organisationer om, at nye anbefalinger hører fortiden til og vil trække socialpolitikken i Danmark i en helt forkert retning.
Af: 37 organisationer
Kære partiledere i Folketinget
I årevis har vi – underskrivere af dette brev – været i dialog med politikere på Christiansborg om forholdene på socialområdet og problemerne ved vores system. I har været lydhøre og anerkendt, at for mange mennesker i Danmark ikke får den rigtige hjælp første gang.
Derfor advarer vi jer nu imod en række nye anbefalinger fra et ekspertudvalg, der så dagens lys den 4. maj. Tankegangen bag anbefalingerne vil nemlig være et markant skifte og høre fortiden til.
Udvalget har haft til opgave at se på, hvordan pengene kan bruges bedre på socialområdet. Og når vi læser ekspertudvalgets rapport, står det her tilbage:
Systemet er vigtigere end borgeren og faglighed. Og økonomien skal i endnu højere grad tælle frem for at give borgerne den rigtige hjælp første gang.
Vi ønsker også at bruge pengene bedst muligt og har forståelse for en presset økonomi i kommunerne.
Men hvis I som politikere følger anbefalingerne, vil vores samfund gå i den forkerte retning både menneskeligt og økonomisk.
Det vil være et kæmpe tilbageskridt på socialområdet og for de borgere og ansatte, der er i berøring med systemet.
Anbefalingerne vil sætte systemet, kommunernes økonomi og styring i centrum. Imens er fokus på borgerne og en sammenhængende, helhedsorienteret og forebyggende indsats komplet fraværende.
Et af forslagene går på at ændre i servicelovens formålsbestemmelse. Økonomiske hensyn skal vægte på lige fod med andre hensyn som faglighed og borgerens behov. Men erfaringerne viser, at når økonomi vægter højt i afgørelser, bidrager det ofte til kortsigtede prioriteringer og mindre forebyggelse.
Selvom Danmark er et lille land, er der stor forskel fra kommune til kommune på den hjælp og støtte, du kan få. Den skævhed vil kun blive større. Der lægges op til, at kommunerne må foretage lokale prioriteringer og have lokale serviceniveauer.
Samtidig anbefaler udvalget, at borgere ikke må vælge dyrere tilbud end det, kommunen giver. Det vil betyde, at kommuner kan give et billigt tilbud af ringe kvalitet og uden blik for borgerens behov. Hvis borgeren ønsker et andet tilbud, skal borgeren selv betale differencen.
Det vil føre til mere brugerbetaling og mere ulighed i vores samfund.
Opgaven for udvalget var at give anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling af socialområdet. Men der er kun fokus på økonomi. Det giver ingen mening, fordi økonomi og faglighed hænger sammen. Udvalget er ydermere kommet med anbefalinger inden, at de forskellige analyser er lavet.
Til sidst vil vi blot vise en skærende kontrast mellem to ekspertgruppers måde at lave anbefalinger på. Reformkommissionen gik til opgaven med et ønske om at løse unges problemer med nye idéer, der selvfølgelig kan diskuteres. Imens handler det på socialområdet om at skåne kommunekassen og ikke se på, hvad borgerne har af udfordringer.
Det er uambitiøst på disse menneskers vegne.
I stedet er der brug for strukturelle ændringer på området, hvor vi hæver fagligheden, udvisker de kommunale forskelle og giver mennesker den rigtige hjælp første gang. Det kan betale sig.
Vi håber, I vil lytte til os og dem, vi repræsenterer. Vi mener nemlig, at anbefalingerne vil være et tilbageskridt og sende vores socialpolitik i Danmark i en forkert retning.
Disse organisationer har skrevet under:
ADHD-foreningen, Autismeforeningen, Bedre Psykiatri, Bløderforeningen, Dansk Blindesamfund, Dansk Cøliaki Forening, Dansk Handicap Forbund, Dansk Landsforening For Hals- og Mundhuleopererede, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Døves Landsforbund, Danske Handicaporganisationer, De Anbragtes Vilkår, COPA - Stomiforeningen, CP Danmark, Cystisk Fibrose Foreningen, Epilepsiforeningen, FADD, Fibromyalgi- og Smerteforeningen, FOA, Foreningen Danske Døvblinde (FDDB), Gigtforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hjernesagen, Høreforeningen, LEV – livet med udviklingshandicap, Leverforeningen, LOS – landsorganisationen for sociale tilbud, Muskelsvindfonden, Nyreforeningen, Parkinsonforeningen, PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen, Psoriasisforeningen, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, Scleroseforeningen, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, Socialt Lederforum, WeShelter
Bragt i flere af landets aviser den 16. maj 2023