Praktikpladsaftaler er et helt afgørende redskab, som desværre er gledet lidt i baggrunden

Af: Tanja Nielsen og Vinni Jakobsen, formand og næstformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA

Kommuner i hele landet søger forgæves efter social- og sundhedshjælpere og -assistenter.

Eleverne på social- og sundhedsskolerne er derfor en efterspurgt og eftertragtet vare.

For i alt for mange år har optaget på skolerne langt fra fulgt med antallet af ældre, syge og udsatte, som har brug for medarbejdernes kompetencer, pleje og omsorg.
Der er ikke én løsning på udfordringen, som kun bliver større i fremtiden, og mange kommuner har sat gang i gode, virkningsfulde initiativer, som skal få flere til at søge ind på social- og sundhedsuddannelserne.

Men mens hver kommune gør sit, er et helt fundamentalt skridt gledet lidt i baggrunden.

Ambitionsniveauet i aftalerne om praktikpladser på social- og sundhedsuddannelserne er afgørende for, hvor store ambitioner skolerne, kommunerne og regionerne har for at uddanne flere.

Ambitiøse praktikpladsaftaler, som sætter mål for antallet af elever, der skal uddannes hvert år, kunne have imødekommet det stigende behov, som vi oplever nu, og som vi vidste ville komme.

Ser man tilbage på de aftaler, der er indgået siden 2008, tegner der sig et klart billede: Kommunerne indgår, ret præcist, det antal praktikpladsaftaler med elever, som der er aftalt mellem parterne bag de centrale aftaler. Ikke mange færre - ikke mange flere.

Fra 2008 til 2015 betød det, at skolerne hvert år uddannede omkring 12.000 mennesker til enten social- og sundhedshjælper, som der var klart flest af, eller social- og sundhedsassistent.

Herefter opstod der et limbo uden centrale aftaler for optaget, som først kom i 2016 og gjaldt for 2017 og tre år frem. På samme tid blev uddannelserne lavet om og styrket med et ønske om at uddanne flere social- og sundhedsassistenter og knap så mange -hjælpere.

Ambitionsniveauet for, hvor mange vi som land skal uddanne indenfor ældre-, sundheds- og socialområdet, faldt. I de tre år blev der, stadig, uddannet ret nøjagtigt det antal elever, som der stod i aftalen. Ikke mange flere - ikke mange færre.

7.500 elever skulle uddannes pr. år, og ca. 7.500 aftaler blev indgået.

Det var for få. Konsekvenserne kan vi se nu. Det var også gået op for flere, da aftalen udløb og en ny to-årig aftale øgede antallet til 9.000 aftaler mellem elever og kommuner. Igen levede kommunerne op til deres forpligtelser - men heller ikke mere.

Garanti for praktikpladser skal gøre permanent og udvides
Den nyeste aftale, som er gældende fra 2022 og frem til 2026, fastholder niveauet fra den forrige, men indeholdt en elevpladsgaranti for elever, der startede på uddannelsen i 2021 og 2022 - en blankocheck til kommunerne til at uddanne dem, de kan.

Der er også i denne periode, vi har set klart flest nytænkende initiativer for at synliggøre uddannelserne og arbejdet.

Og det kan aflæses på antallet af praktikpladsaftaler, som for første gang overstiger ambitionerne i de centrale aftaler. I 2021 med cirka 250 og i 2022 med over 500 flere aftaler end de 9.000, der er fastsat centralt.

Den ordning foreslår FOA gøres permanent og udvides til at gælde for både social-og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.

Som det er i dag, får elever, som ellers har gennemført grundforløb 2, afslag på praktikpladsaftale. Det er kontraproduktivt, at elever, som har vist, at de gerne vil faget og fagligt er med, nægtes den nødvendige aftale for at fortsætte og færdiggøre uddannelsen.

Flere ikke-uddannede i ældreplejen
Da aftalen for antallet af elever blev indgået med virkning fra 2008, var det med en erkendelse af, at antallet af ikke-uddannede i ældreplejen var stukket af. Antallet af uddannede skulle op. Og det virkede.

24 procent af de personer, der var ansat inden for social- og sundhedsområdet i kommunerne i 2010, havde ikke en relevant sundhedsfaglig uddannelse.

Andelen af medarbejdere med en social-og sundhedsfaglig uddannelse toppede i 2016 og 2017, hvor kun 14 procent af de fastansatte i kommunerne var uden den relevante uddannelse.

Indsatsen blev honoreret med en aftale uden de samme ambitioner som den, der havde skabt et ældre-, social- og sundhedsområde med høj faglighed.

I dag er vi tilbage til niveauet fra 13 år siden - og lidt mere til - og hver fjerde af medarbejderne er uden uddannelse.

Vi kan ikke uddanne for mange
Alt imens er garantien for praktikpladser udløbet i starten af året og mon ikke vi, hvis vi lader stå til, kommer til at se, at antallet af uddannelsesaftaler, når året er omme, vil flugte ret præcist med det antal, aftalen som gælder til og med 2026, har fastlagt.

Vi kan ikke vente. Vi kan ikke uddanne for mange. Det, vi kæmper mod, er ikke konjunkturbestemt eller en trend. Vi bliver ældre, der er flere behandlinger på sygehusene og der er mere behov end nogensinde for høj faglighed i psykiatrien, på hospitaler og i ældreplejen.
9.000 elevaftaler om året slår ikke til for at indhente mange års alt for lave, uambitiøse og utilstrækkeligt niveau – for slet ikke at nævne det fremtidige behov. Vi skal som minimum op på niveauet før 2015. I FOA foreslår vi, at der i de kommende år, som minimum, indgås 12.000 praktikpladsaftaler.

Minimum på den måde, at de enkelte kommuner skal have selvfølgelig have frihed til at uddanne flere, end den minimumsforpligtelse, den centrale aftale har bestemt.

Det er ikke en let løsning - for mens opgaverne bliver flere og antallet af kolleger ikke følger med, er medarbejderne pressede. Og det er en stor opgave for nuværende medarbejdere og arbejdspladserne at tage imod flere elever, mens opgaverne samtidig skal løses. Men det er en nødvendig investering i fremtidens velfærd.

Bragt i A4 Uddannelse, den 24. maj 2023