Superdygtigt pædagogisk personale er afgørende for vores børn
Kvaliteten af vores dagtilbud skal løftes ved at uddanne personalet både i daginstitutioner og i dagplejen.
Af: Astrid Krag (S), børne- og undervisningsordfører, og Kim Henriksen, FOAs sektorformand
Debat: "It takes a village", siger man. At opfostre et barn. Mens mange af os er på arbejde, er vores børn i dagpleje eller vuggestue, og her er det vigtigt, at det er dygtige og kompetente voksne, der passer på dem. Drager omsorg og stimulerer deres udvikling og evner til leg og relationer.
Derfor er det ganske alvorligt, at en ny national kvalitetsundersøgelse af dagtilbud for 0-2-årige viser, at kvaliteten er utilstrækkelig på knap fire ud af 10 stuer i daginstitutioner. Værre endnu står det i dagplejen, hvor kvaliteten er utilstrækkelig eller ligefrem ringe i hver anden dagpleje. Det er alvorligt. Og drejer sig både om rammer og faglighed hos nogle af de ansatte.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har reageret prompte og sendt et brev til alle kommuner om, hvordan de helt lavpraktisk kan gå i gang med at løfte kvaliteten ved eksempelvis at have planlagte aktiviteter for børnene i løbet af dagen. Men vi skal samtidig dybere ind i problemet for at løse det.
Kvaliteten i vores dagtilbud skal være i orden. Der skal være nok voksne. Og nok dygtige voksne. Alt for længe har man talt om antal ”hænder” og ”hoveder”. Som fritsvævende kropsdele. Ingen tvivl om at det er vigtigt, at der er voksne nok. Undersøgelsen viser for eksempel antallet af børn i dagplejen har betydning for kvaliteten.
Vi har taget et vigtigt skridt med minimumsnormeringerne. Så der fra næste år skal være minimum én voksen med pædagogiske kompetencer til tre vuggestue børn og én til seks børnehavebørn. Noget som FOA og BUPL har presset på for. Og som Socialdemokratiet i regeringen blandt andre var med til at beslutte.
Men vi bliver samtidig nødt til at have en politisk diskussion om kvalitet og ikke kun antallet af ansatte. Vi kan jo se i denne her undersøgelse, at faglighed virkelig betyder noget. Vi kan ikke nøjes med meget unge vikarer eller pædagogmedhjælpere i stedet for fagligt kvalificeret personale. Der skal være pædagogisk uddannet personale til stede.
Derfor skal vi jo som samfund gøre alt, hvad vi kan, for at det bliver mere attraktivt at uddanne sig til pædagogisk assistent og pædagog. Og gøre det lettere at dygtiggøre og opkvalificere sig for alle de voksne, som allerede er i faget og måske har været det længe.
Så medhjælperen kan blive pædagogisk assistent. Så flere søger ind på pædagoguddannelsen. Og så den ufaglærte dagplejer kan bygge ovenpå med nye kompetencer. Det har vi gode forudsætninger for at lykkes med. Blandt andet med de halvanden milliard kroner, regeringen har afsat på finansloven, som skal gå til at dygtiggøre ”vores børns voksne”.
Bragt i Avisen Danmark, den 16. maj 2023