FOA: Hvad hjælper ansættelsesstop og nedskæringer i sundhedsvæsenet?

Af: Pia Heidi Nielsen og Tanja Nielsen, sektorformænd i FOA

Det er der ikke meget nyt i, vil den opmærksomme læser bemærke. Det har vi talt om de sidste år. Er vi ikke alle enige om, at nu skal der gøres noget ved det? Jo, det lyder sådan, når man lytter til politikerne, men sandheden er, at vi bevæger os i den forkerte retning.

Af grunde der kan være svære at forstå, har regioner og regering valgt at ”løse” problemerne med ansættelsesstop og nedskæringer. Det minder om middelalderens udgave af lægevidenskaben, hvor næsten en hvilken-som-helst alvorlig sygdom blev ”kureret” med åreladning. Det var der mange patienter, der ikke overlevede.

Samlet set skal regionerne spare over 800 millioner på budgetterne til næste år. Alene i Region Midtjylland, hvor det ser værst ud, skal i 2023 spare omkring 4-500 mio. og yderligere 360 mio. i 2024. Region Nord skal alene i år spare omkring 280 mio. kr. Ingen lader til at gå fri.

Der skal bl.a. flyttes sengepladser mellem hospitaler, og hvis omplacering af medarbejderne kommer på tale, er der risiko for, at medarbejderne er så pressede, at de vil sige nej. Det er svært at få den virkelighed til at harmonere med skiftende regeringers udtrykte ønske om at løfte sundhedsområdet. Og få det til at passe med melodien om, at den danske økonomi er bomstærk.

Der er flere grunde til, at det er gået så galt. Befolkningsudviklingen, stigende medicinudgifter og inflationen er aktuelle årsager. En anden og mere grundlæggende årsag er, at den offentlige velfærd siden 2015 er underfinansieret med mere end 20 mia. kroner alene siden 2015. Det hænger blandt andet sammen med, at der i samme periode er givet betydelige skattelettelser, som har reduceret budgettet.

Der er altså tale om en politisk besluttet selvskade. Og det er da også kun politisk handling, der kan begynde at gøre skaden god igen. Regeringen har tidligere lovet at løfte sundhedsvæsenet med fem milliarder kroner årligt frem mod 2030. Men lige nu begrænser de synlige midler sig til 300 millioner til kræftområdet til næste år, og en såkaldt ”håndsrækning” på 350 mio. Man har også lovet at tilføre psykiatrien et større milliardbeløb frem mod 2030, begyndende med 400 millioner næste år. Begge dele er meget positivt, det vil vi gerne kvittere for, men det er ikke svaret på de akutte problemer.

Lige nu bliver aben bare sendt rundt – elle rettere sagt nedad: Fra regering og folketing til region og regionsråd. Regionsrådet sender straks ansvaret videre til hospitalerne, der straks sender de svære valg ud på afdelingerne. Det kan kun ende et sted: I hovedet på patienterne.

I Region Midtjylland er det lige nu helt galt. Regionen får kritik – med rette – for ikke at have styr på ventelisterne og på kvaliteten. De er samtidig pålagt sparekrav i takt med de nye supersygehuse bliver taget i brug. Regionsrådet reagerer med at presse hospitalerne til at levere endnu mere – og samtidig giver de plads til ekstraordinære merarbejdsaftaler og favorable ordninger for vikarerne. For slet ikke at tale om en øget anvendelse af privathospitaler.

Resultatet: En endnu dårligere økonomi samlet set. Udsigt til store underskud på de enkelte enheder. Nye sparekrav om ”genopretning”. Pres på medarbejderne og risiko for endnu dårligere økonomi som følge af dårligt arbejdsmiljø og medarbejderflugt.

Vi er nødt til at vende udviklingen. Hvis sundhedsvæsenet skal ud af den onde cirkel, kræver det den rigtige medicin. Vi kan ikke tiltrække og fastholde ansatte med de nødvendige kompetencer, hvis ikke regionerne får styr på arbejdsmiljøet.

Regionerne må være deres ansvar bevidst, og stå på mål for konsekvenserne af alle de sparekrav, der lige nu rulles ud i Region Midtjylland og de andre regioner. Regionerne må gå til regeringen og erkende, de skal have hjælp til at løse opgaven – f.eks. i form af en langsigtet aftale om regionernes økonomi, der giver reel mulighed for at investere i en genopretning – og ikke blot sætte plaster på et åbent sår.

Bragt i Avisen Danmark den 25. november 2024