Stop den omfattende brug af løstansatte og afskaf nul-timerskontrakter

Af: Mona Striib

Løn under sygdom findes ikke. Du har heller ikke nødvendigvis ret til pension. Og om du overhovedet har et job i morgen, er faktisk usikkert. For selv om du er skrevet ind i vagtplanen, ja, så kan vagten aflyses med få timers varsel og så er du reelt fyret.

Man skulle tro, at vi her talte om et levn fra fortiden: Daglejere, som hver dag måtte melde sig på havnekajen i håb om, at der netop dén dag var arbejde for dem at få. Men nej, vi befinder os ikke i det forrige århundrede. De ringe vilkår er nogle, vi i dag byder flere og flere af de ansatte inden for FOA's faggrupper. Det er nemlig de vilkår, der gælder for timelønsansatte og den gruppe udgør beskæmmende nok en stadig stigende andel af arbejdsmarkedet.

Inden for FOA's faggrupper på det kommunale og regionale område er antallet af timelønnede siden maj 2018 frem til maj i år således steget med 23,7 pct. I samme periode er antallet af månedslønnede kun steget med 5,5 pct.

Ringe vilkår tiltrækker ikke nogen
Øverst på den politiske dagsorden herhjemme er der ellers udbredt enighed om, at vi har et alvorligt rekrutteringsproblem inden for de store velfærdsområder, og at udfordringerne kun vil vokse i de kommende år i takt med, at vi bliver flere ældre, får flere børn, samtidig med, at flere mennesker har brug for en specialiseret social indsats.

Netop derfor er den udbredte brug af timelønsansatte problematisk. For at tilbyde vilkår, som er så ringe og indebærer så stor usikkerhed for den enkelte, trækker ikke ligefrem nye folk til faget.

Helt stygge er de såkaldte ”nultimerskontrakter”. Har man hørt mage? Altså kontrakter, hvor man ikke engang er sikret et bestemt antal timer. Eller kun ganske få. To. Eller fem, måske. Om man overhovedet har et levegrundlag, er altså uvist. Sådan et arbejdsmarked kan vi altså ikke have. Den type kontrakter skal afskaffes.

Den omfattende brug af timelønnede vikarer presser også de fastansatte. Vi hører ofte fra dem, hvordan de skæve vagter og helligdagsvagterne i stor stil lander hos dem.

Det samme gør mange af opgaverne, for de timelønnede er karakteriseret ved ikke at være faglærte. For eksempel viser en nylig undersøgelse fra Vive, Det Nationale Forskningscenter for Viden og Velfærd, at en stor del af de timelønnede omsorgs- og pædagogmedhjælpere, som arbejder på døgninstitutionsområdet, har grundskolen eller gymnasiet som deres højeste uddannelse. De er altså ingenlunde uddannet til at varetage det arbejde, de udfører. Men en række opgaver kan altså alene løses af personale med den rette faglige uddannelse.

Utryghed, uro og svækket kvalitet
At der er mange timelønsansatte i personalegrupperne, har selvsagt også konsekvenser for de borgere, både børn, ældre, syge og udsatte, som de ansatte skal drage omsorg for i deres arbejde. For jo mere de løstansatte fylder, jo større diskontinuitet oplever borgerne. Jo flere forskellige ansigter, skal de forholde sig til. Det kan skabe utryghed og uro.

Men det kan også svække kvaliteten af velfærdsydelserne. For en løstansat ikke-uddannet har ikke faglighed til for eksempel at gennemføre den pædagogiske indsats, der måtte være planlagt for et barn eller en psykisk sårbar borger. Den ikke-uddannede, som kun kommer af og til hos en ældre borger, har heller ikke fagligheden til at vurdere, om den ældres sundhedstilstand pludselig er forværret.

Men venner, det er som at tisse i bukserne i frostvejr. Det føles varmt i starten, og så bliver det for alvor koldt. Ved at skrue op for andelen af timelønnede forværrer vi kun velfærdsfagenes rekrutteringsproblemer.

Vi skal helt modsat fastansætte flere. Vi skal gøre det attraktivt for flere at arbejde mere. Det er forudsætningen for at få flere til at søge ind i de vigtige velfærdsfag. Det er nødvendigt, hvis vi skal skabe et arbejdsmarked, der kan bære fremtidens velfærd.

Arbejdsmarkedsklumme bragt hos Kommunen.dk den 13. november 2023.