BUPL og FOA: Dygtige pædagoger kræver mere og bedre uddannelse - ikke mindre

Af: Elisa Rimpler, formand for BUPL, og Kim Henriksen, sektorformand i FOA

Nu er regeringen snart på vej med sit udspil. Det burde vi være glade for. Men vi er i virkeligheden mest bekymrede. Bekymrede, fordi det har været et meget lukket forløb, hvor de faglige organisationer - altså os, der kender behovene og udfordringerne ude i praksis - ikke er blevet inddraget, som man for eksempel gjorde i forbindelse med reformen af læreruddannelsen. Og bekymrede, fordi vi hører overvejelser om at afkorte grunduddannelsen for at oprette elitespor og masteruddannelser og finansiere reformen.

Det er dårligt nyt for professionen og for de børn og unge, som vi møder og har ansvaret for som færdiguddannede pædagoger. Når man skærer i pædagoguddannelsen, skærer man i velfærden og den faglighed, der skal styrke trivslen blandt vores børn, unge og sårbare borgere. Lige nu oplever vi en galopperende mistrivsel blandt børn og unge. Det betyder, at kompleksiteten af pædagogernes arbejde er større end nogensinde.

Pædagoger skal træffe beslutninger på et stærkt fagligt grundlag. Det kræver analytiske færdigheder, det kræver metodiske færdigheder, og det kræver etiske refleksioner og stærk dømmekraft. Regeringen og KL's kvalitetsundersøgelse i dagtilbud 0-2 år fra 2023 viste da også tydeligt, at der er brug for et stort løft af kvaliteten i det pædagogiske arbejde.

Derfor har vi brug for bedre uddannelse og mere uddannelse - ikke kortere uddannelse. For erfarne pædagogmedhjælpere findes der allerede en mulighed for at få en kort uddannelse på det pædagogiske område - nemlig erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent, som kan tages på merit. Der findes også muligheder for, at ufaglærte men erfarne pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter kan uddanne sig til pædagoger via merit.

Og endelig har vi også en sporskifteuddannelse, hvor folk med en anden videregående uddannelse i bagagen kan uddanne sig til pædagog.

Det kan give rigtig god mening at styrke mulighederne for merit og sporskifte, ligesom det også er godt med flere karriereveje, når man først er blevet pædagog og vil specialisere sig yderligere inden for faget. Men helt grundlæggende er uddannelsestrappen i orden og meget fleksibel på det pædagogiske område. Man kan være pædagogmedhjælper, hvilket ikke kræver uddannelse - og her kunne man med fordel fremme appetitten på uddannelse gennem obligatoriske startkurser. Man kan også tage en erhvervsuddannelse som pædagogisk assistent. Og så er der uddannelsen til pædagog. Der er ikke behov for en ny mellemform og trekvarte pædagoger.

Det, vi har brug for, er og bliver en bedre pædagoguddannelse med flere timer, bedre vejledning, flere kreative fag, pædagogik som den røde tråd, bedre kobling til praksis, obligatoriske praktikvejledere og sidst men ikke mindst tid til at fordybe sig og tilegne sig de teoretiske, metodiske og praktiske færdigheder, som man har brug for, for at blive en god pædagog.

Pædagoguddannelsen har i mange år været den mest underfinansierede videregående uddannelse af alle. Det skal der gøres op med, og løsningen er at investere i flere timer, højere taxametertakst og styrke fagene - ikke at fodre os med egen hale.

Bragt i Avisen Danmark, den 17. august 2024

Pædagoguddannelsen har som Danmarks største videregående uddannelse også altid været kendetegnet ved at være en mønsterbryderuddannelse med en bredt sammensat studentermasse, hvor de studerende ankommer med forskellige sociale og faglige udgangspunkter. Det skal vi holde fast i, men vi skal anerkende opgaven og lade ressourcerne følge med ved at indføre socialt taxameter på pædagoguddannelsen.

Nogle studerende er bogligt og teoretisk stærke, andre er stærke, når det gælder kreative fag og relationsarbejdet i praksis. Det skal grunduddannelsen kunne rumme og imødekomme med differentieret undervisning, der møder og udvikler den studerende alt efter styrker og udfordringer.

Nogle skal især have styrket og udviklet deres teoretiske grundlag og refleksionsniveau, andre især deres praksisfaglighed. Det må ikke skilles ad. Begge dele skal være bærende søjler i alle pædagogstuderendes uddannelse. Det er professionshøjskolernes kerneopgave - ikke at lave eliteforløb eller konkurrere med universiteterne om at lave elitære kandidatuddannelser, der uddanner pædagoger væk fra praksis.

Vi siger nej tak til turbouddannelse, men ja tak til reelle investeringer i pædagoger, der har den teoretiske, metodiske og praktiske faglighed til at løse den komplekse opgave, som hverdagen kræver. Det kræver en pædagoguddannelse med længde og tyngde. Der findes ingen smutveje til dygtige pædagoger.