Den 30-åriges død viser, at privatansatte også har brug for en styrket ytringsfrihed

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA

Sker der omsorgssvigt af sårbare borgere, er der mistanke om snyd med offentlige midler, eller er arbejdsmiljøet skadeligt dårligt, er det afgørende, at ansatte i det offentlige frit kan ytre sig og sige fra.

De offentligt ansatte er nemlig vores alles førstehåndsvidner til, hvordan vores velfærdssamfund har det. De er blandt de første til at opleve konsekvenserne af politiske prioriteringer på både kommunalt, regionalt og statsligt niveau. Derfor har vi alle behov for, at de kan råbe vagt i gevær og tør deltage i den offentlige debat, når ikke alt er, som det skal være. Det er faktisk afgørende for et velfungerende demokrati.

I dag er ytringsfriheden en grundlovssikret ret. Offentligt ansatte har i kraft af deres position endda en udstrakt grad af ytringsfrihed, som betyder, at de ikke må udsættes for repressalier, fordi de ytrer sig.

Men i praksis kan vi se, at frygten for netop det, får en del til at tie.

En undersøgelse blandt FOA-medlemmer, som er ansatte i alt fra ældrepleje, børnehaver og kantiner til brandstationer, viser, at mere end hver anden mener, at det vil have konsekvenser for dem at udtale sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads. De frygter at blive ramt af fyresedler, forflytninger, lavere løn eller dårlige vagtplaner. Mere end hver fjerde har faktisk tilbageholdt kritik af den årsag.

Desværre er mange ledere også på afveje her, for undersøgelsen viser også, at 14 procent direkte har fået at vide, at de ikke bør ytre sig i offentligheden. Yderligere 25 procent oplever, at det ’ligger i luften’.

På Christiansborg kender man til problemet. Et flertal af medlemmerne fra Ytringsfrihedskommissionen, som blev nedsat af Venstre-regeringen i 2017, anbefalede i 2020 at lovfæste de offentligt ansattes ytringsfrihed. I 2022 aftalte den daværende socialdemokratiske regering med en række partier at lovfæste rettigheden. Før det skete, fik vi en ny regering.

Men nu skal det være. I indeværende folketingsår vil regeringen fremsætte et lovforslag om en lovfæstelse, og et sådant er netop sendt i høring. Vejledningen om de offentlige ansattes udstrakte ytringsfrihed vil også blive opdateret, så ingen længere, hverken ledere eller de ansatte selv, kan være i tvivl. Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) er ministeriet faktisk allerede i gang med en opdatering, så også loven om beskyttelse af whistleblowere, der trådte i kraft i december 2021, kommer med i vejledningen. Alt det ser vi frem til.

Men lovforslaget rummer flere alvorlige mangler. Den første handler om bevisbyrden. Bliver en medarbejder sanktioneret efter at have ytret sig kritisk, er det medarbejderen, som skal løfte bevisbyrden for en sammenhæng. Det bør være omvendt: Arbejdsgiveren bør kunne løfte bevisbyrden for, at det ikke er på grund af ytringer, at den ansatte sanktioneres og eksempelvis afskediges.

Og så er der en mere fundamental mangel. Lovfæstelsen bør udvides til også at omfatte privatansatte, der løser opgaver for det offentlige.

I dag er privatansatte bundet af en loyalitetsforpligtelse over for den virksomhed, de er ansat i. Men de løser i mange tilfælde præcis de samme opgaver som offentligt ansatte. Det er lige så sårbare borgere, de står med og skal drage omsorg for – i øvrigt ofte mennesker, der ikke selv er i stand til at sige fra. De økonomiske midler kommer også samme sted fra, nemlig de offentlige kasser. Derfor er det lige så vigtigt at hjælpe privatansatte til at tage bladet fra munden, hvis de oplever uregelmæssigheder eller der sker svigt.

Hele 2024 synes spækket med grimme sager fra private botilbud for mennesker med handikap og sårbare unge. De viser med al tydelighed, at det skal være muligt også for privatansatte offentligt at påpege kritiske forhold uden at risikere repressalier. Hvem ved? Måske kunne det ligefrem have reddet liv.

Et skrækindjagende godt eksempel på, at de privatansatte også har brug for at få styrket deres ret til ytringsfrihed, er i sagen om en 30-årig kvindes død. Kvinden, som var autist og havde Downs syndrom – og derfor ikke havde noget sprog – døde af ætsningsskader, som hun fik i sit botilbud, HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted.

Hvordan tragedien skete, er blevet politiefterforsket, uden at man er nået frem til at kunne redegøre for, hvad der er sket. Men samtidig har Habitus-koncernen selv søgt aktindsigt i, hvad de ansatte har fortalt til Socialtilsynet om sagen. Koncernen søger faktisk rutinemæssigt aktindsigt i, hvad de ansatte fortæller tilsynet, fortalte direktør for Habitus Martin Godske til mediet Socialmonitor. Det forklarer måske, hvorfor to andre nylige alvorlige hændelser fra samme botilbud ikke var indberettet til Socialtilsynet, selv om det burde være sket.

I hvert fald er den praksis et stærkt eksempel på, hvordan man som privatansat nok vil føle, at ledelsen mener, at man bør stikke piben ind i stedet for at dele sin viden.

Vi har brug for at få sagt det højt, hvis der er problemer. Først da kan vi forhindre, at problemerne bliver alvorlige. Fortier vi i stedet alt det, som er svært, kan det føre til forråelse og omsorgssvigt.

En stadig større del af det offentliges opgaver løses af private hænder. Derfor er det nødvendigt, at vi også indfører en slags ytringsmæssigt kædeansvar her. Vi bliver nødt til at sikre os, det ikke kun er ’tidligere ansatte’, der tør stå frem og gøre anskrig. For da er skaden sket.

Det skal være trygt for alle, der løser opgaver for det offentlige, at sige fra. I tide. Både for offentligt ansatte og privatansatte. For vores alle sammens skyld.

Bragt i Politiken, den 31. december 2024