FOA i modsvar til Bettina Post: Du negligerer problemet, når du peger fingeren mod de ansatte

Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA

I Kristeligt Dagblad mandag den 25. november går Bettina Post i klummen ”Etikpanelet” til modangreb på FOA’s undersøgelse om navnebeskyttelse.

En undersøgelse, der blandt andet viser, at 11 procent af FOAs medlemmer har oplevet truende adfærd og trusler uden for arbejdspladsen, og at 1 ud af 25 er blevet opsøgt på deres privatadresse.

Bettina Post er rystet over, at jeg udtaler, at navnebeskyttelse er nødvendigt for at sikre medarbejdernes sikkerhed. Ifølge hende kunne voldstrusler jo skyldes medarbejderens egen adfærd.

Jeg tager dybt afstand fra, at voldstrusler på nogen som helst måde kan retfærdiggøres – uanset hvilken baggrund, de måtte opstå på. At pålægge medarbejderne en del af skylden er blot at pege fingeren den modsatte vej. Det løser ikke det problem, der tydeligvis finder sted.

Bettina Post sætter derefter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er chikane, når 12 procent af FOAs medlemmer er blevet kontaktet på mail, telefon, sms eller Facebook. Det kunne jo være fredelige henvendelser fra borgere eller pårørende, skriver hun.

Lad mig understrege, at tallet er særligt højt for ansatte i psykiatrien, hvor hele 19 procent er blevet kontaktet privat. Det er skræmmende højt. Hvis der er nogen, der opsøger en med en positiv bagtanke, er der også fri adgang for dem, der har en dårlig bagtanke. Jeg glemmer for eksempel aldrig lægen Charlotte Asperud, der i 2019 på tragisk vis blev dræbt i sit eget hjem af en psykisk syg patient, hun havde behandlet på hospitalet. Drabsmanden havde udskrevet sin patientjournal, understreget Charlottes navn og opsøgt hende. Tænk, at den ulykkelige hændelse måske kunne have været undgået, hvis der var navnebeskyttelse.

Derudover negligerer Bettina Post problemet yderligere, når hun antager, at trusler og vold i ældreplejen udelukkende må komme fra borgere med demens. Hun skriver, at det jo ”næppe er de fleste af vores gamle, der har for vane at true og slå på tæven”. 

Bettina Post overser, at der også er pårørende, der tager kontakt. I øvrigt er vold og trusler altid en ubehagelig og voldsom oplevelse for medarbejderne, uanset hvem, det skulle komme fra. Ingen skal tolerere vold og trusler i forbindelse med sit arbejde – heller ikke hvis det ”bare” kommer fra en borger med demens. Det gælder for den sags skyld også, hvis det skulle komme fra børn eller borgere med mentale handicaps.

Alle de påstande negligerer, at vi faktisk har et alvorligt problem, og særligt i psykiatrien. Men når Bettina Post derudover skriver at navnebeskyttelse er ”ren symptombehandling, der risikerer at forstærke problemet”, og at ”det vil gøre det vanskeligere for patienter at gøre alvor af klagen”, skyder hun for alvor udenfor skiven.

For selvfølgelig kan man klage over en medarbejder, hvis man mener, at man er blevet uretfærdigt behandlet. Det bliver altså ikke vanskeligere af, at de ansatte er navnebeskyttet. Det er jo for eksempel stadig muligt at klage over politibetjente, der arbejder med tjenestenummer. Et synligt fornavn og tjenestenummer er en simpel løsning, der beskytter medarbejderne, uden at det har indflydelse på relationen. Det er sådan en løsning, vi i FOA efterspørger, skal gælde psykiatriens ansatte generelt og p.r automatik. 

Navnebeskyttelse er ikke noget, de ansatte ønsker, fordi de vil stoppe klager fra borgere og pårørende. De ønsker navnebeskyttelse, fordi det nedbringer risikoen for trusler og vold.

Lad os nu tage problemet alvorligt. Det har velfærdens ansatte fortjent.

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 2. december 2024