Debatindlæg

Vi er godt i gang med at punktere tabu om overgangsalder. Så hvor er tiltagene på arbejdspladsen?

Af: Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører, FOA

Vi hører om den i podcasts, læser om den i magasiner og ser den på fjernsynet.

De seneste par år har populære navne som Renée Toft Simonsen, Anne Hjernøe og Lotte Kaa Andersen skrevet bøger om den.

Overgangsalderen.

Hvad den gør. Hvad der sker med kroppen. Hvordan man bedst kommer igennem den og måske endda omfavner den.

Men selvom den særlige livsfase er blevet et populært emne, er det åbenbart slet ikke et populært fokusområde på de danske arbejdspladser.

I Foa har vi lavet en undersøgelse, der viser, at selvom over halvdelen af Foas medlemmer i overgangsalderen lider af symptomer som hedeture, søvnbesvær og muskelsmerter, har kun 1 pct. oplevet, at deres arbejdspladser har tiltag til at mindske konsekvenserne af generne.

Det er et tankevækkende lavt tal. Især når vi faktisk er rigtig godt i gang med at punktere tabuet om overgangsalder. Undersøgelsen viser nemlig også, langt størstedelen af os faktisk er gode til at tale om overgangsalderen med vores kolleger - men at kun omkring hver femte har talt med deres leder om generne.

For mig er det tydeligt, at vi slet ikke taler nok om, hvor meget overgangsalderen betyder for ens trivsel på arbejdet. Det er særligt en udfordring i fysisk og psykisk belastende job, hvor arbejdsdagen i sig selv er krævende. Når så symptomer som hovedpine og udmattelse er et vilkår, bliver energien alt for hurtigt brugt op. Det påvirker jo ikke kun den enkelte medarbejder, det påvirker hele arbejdsindsatsen.

I Storbritannien har overgangsalder på arbejdet længe været et diskuteret emne. Her er det snart lovpligtigt for større virksomheder at støtte deres medarbejdere gennem overgangsalderen, og den britiske regering har endda udpeget en officiel overgangsalder-ambassadør.

Vi kan lære af deres erfaringer - men jeg tror nu alligevel, at vi herhjemme skal finde de gode løsninger lokalt på de enkelte arbejdspladser. Vi har nemlig allerede en god arbejdsmiljølov, der sikrer, at det er sikkert og trygt at gå på arbejde. Så hvorfor ikke tænke overgangsalderen ind i den?

Det er for eksempel oplagt at kigge på arbejdstøj, der ofte består af materialer i dårlig kvalitet. Overvej at skulle på en vagt i hjemmeplejen en hed og klam sommerdag, hvor du drøner rundt på cyklen fra borger til borger, mens du samtidig er indelukket i tætsiddende syntetisk tøj, der forværrer de i forvejen ulidelige hedeture. Befri kvinder fra polyesterplagen, og tilbyd dem en bomuldstrøje, deres krop rent faktisk kan ånde i.

Men overgangsalderen er mere end hedeture, og arbejdspladserne skal derfor være gode til at finde de løsninger, der passer til den enkelte medarbejder. Symptomerne kan også være psykiske som humørsvingninger eller koncentrationsbesvær, og så giver det måske bedre mening med fleksible arbejdstider, flere pauser eller mere frisk luft. Selv små ændringer kan gøre store forskelle for den enkelte.

Overgangsalderen opleves forskelligt af alle. Nogle kvinder mærker nærmest ingen symptomer, mens andre påvirkes hårdt. Det handler ikke om at lave særbehandling, men om at det skal være rart for alle at gå på arbejde. Gode arbejdsvilkår betyder, at man kan yde mere, og at flere kan blive i deres job. At ingen sygemelder sig af årsager, som hænger sammen med en i øvrigt helt naturlig livsfase. Det er altafgørende, særligt på sosu-området, hvor vi lige nu står over for en kæmpe rekrutteringskrise.

Bragt i Jyllands-Posten, den 22. december 2024