Hvor bliver velfærden af?

Af: Mona Striib, formand, FOA

Vi lever i mærkelige tider.

På den ene side er den nationale økonomi i topform. Finansminister Wammen tør næsten ikke åbne et skab på kontoret af frygt for, at der vælter nye hidtil ikke opdagede milliarder ud af det. Lige nu går de inde i ministeriet og arbejder på en ny opdatering af det økonomiske råderum, og spørgsmålet er ikke, om der kommer flere milliarder i råderummet, men hvor mange.

Og på den anden side oplever mange borgere herude i virkeligheden, at velfærden er under pres. At daginstitutionerne får flere lukkedage, de ældre får mindre hjemmehjælp, og indsatserne for socialt udsatte spares væk.

Sjældent har udtrykket ”det giver ingen mening” givet mere mening.

Forleden var det kommunerne, der var ude og plante et advarselsflag. I et fælles indlæg i anledning af økonomiforhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner advarede KL’s bestyrelse om, at der i disse år sker et skred i vores velfærd, som risikerer at få enorme konsekvenser for hele vores samfund.

Kommunernes problem er, at den offentlige sektor bruger en større og større del af ressourcerne på specialiseret hjælp til de få, men til gengæld en stadig mindre del på at levere almen velfærd til de mange.

De frygter, at udviklingen vil undergrave opbakningen til den universelle danske velfærdsmodel. I stedet får vi et splittet samfund, hvor befolkningen er opdelt i et A- og et B-hold alt efter pengepungens størrelse.

Hvordan hænger det sammen med, at regeringen har besluttet, at udgifterne til den fælles velfærd ikke alene skal følge med, når vi bliver flere børn og ældre. Men at velfærden også skal følge med velstandsudviklingen, så de stigende forventninger, det medfører, kan imødekommes? 

Det er der flere ”gode” forklaringer på. En meget væsentlig er, at den offentlige velfærd stadig lider under den underfinansiering, man oplevede i mange år. AE-rådet har beregnet, at velfærden, bare siden 2015, er blevet underfinansieret med 22,5 mia. kroner, i forhold til hvis det offentlige forbrug havde fulgt det fulde demografiske træk inkl. velstandsregulering. Det er penge, der mangler. Uanset at pengene i dag følger med udviklingen.

Der er simpelthen et hul, der skal fyldes, hvis velfærden skal kunne følge med.

En anden forklaring er budgetloven. Budgetloven blev til i efterdønningerne af finanskrisen og opbremsningen af udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Første hug kom, da den tidligere VK-regering i 2010 gennemførte deres såkaldte genopretningspakke. I den forbindelse indførte man de sanktionsmekanismer, som er skrevet ind i budgetloven, og som går ud på, at kommunerne i første omgang skal overholde rammen i den årlige økonomiaftale med regeringen, når de lægger deres budgetter, og efterfølgende, når året er gået, ikke må overskride budgetterne.

Det har betydet, at kommunerne siden 2011 har brugt mindre, end de har budgetteret med. I nogle år, da det var værst, lå de kommunale regnskaber 5-6 milliarder kroner under det budgetterede niveau. Kommunerne er bange for at bruge mere, end de har skrevet i deres budgetter, af frygt for de sanktioner, som de kan blive ramt af. I 2023 brugte kommunerne op mod 800 millioner kroner mindre, end de havde budgetteret med.

Så måske er det ikke så mærkeligt, når vi har svært ved at få de gode økonomiske nyheder til at stemme med vores egne erfaringer. 

Hvis regeringen vil rette op den uoverensstemmelse, er der to gode steder at begynde. 

For det første at finde de penge der skal til, så kommuner og regioner reelt kan levere den velfærd, vi bliver lovet. Her kan de passende begynde ved de nuværende økonomiforhandlinger.

Og for det andet skal de se og få gjort op med budgetlovens rigide regler, som forhindrer kommunerne i at bruge pengene, og står i vejen for meningsfulde investeringer til gavn for både medarbejdere og borgere.

Bragt i Arbejderen, den 10. maj 2024