Beredskabet har glemt dem, der ikke kan klare sig selv i tre dage

Af: Tanja Nielsen og Thomas Brücker, sektorformænd for FOA

Vejrudsigterne veksler mellem vildt og vådt vejr og endnu mere vildt vådt vejr.

Klimaforandringernes konsekvenser er blevet mærkbare for de fleste. Og på den store internationale scene truer krig i Europa og ustabile ledere rundt om i verden den nationale sikkerhed, vi ellers tager for givet.

Det kommer tæt på, når vi i Danmark, som svar på truslerne fra både krig og klima, opretter et regulært ministerium for beredskab og samfundssikkerhed.

Og slet ikke til at overse, når beredskabsstyrelsen sender anbefalinger om, hvordan vi sikrer os bedst rundt til alle landets borgere.

Den virkelighed virker frygtelig tæt på for mange af FOA's medlemmer.

De er nemlig blandt dem, der rykker ud, når alarmerne ringer, hvad enten det er sygdom, brand eller vildt vejr.

Glemsel i krisehåndteringen

Og det er mange af FOAs medlemmer, der til dagligt tager hånd om nogle af de mest sårbare i blandt os. Hvad enten det er ældre, børn eller fysisk eller psykisk syge.

For de fleste kan det jo lyde som en overkommelig opgave, men tænker vi tanken til ende, og hverken kan tænde for vand eller varme i tre dage en kold vintermåned, så er det måske ikke så ligetil, som det måske lyder.

I samtlige 98 kommuner har vi borgere for hvem det på ingen måde er hverken ligetil at ruste sig til en krise, og ikke er i stand til på egen hånd at klare sig uden hjælp i tre dage.

Vi kan læse i beredskabsstyrelsens anbefaling, at årsagen til, at vi skal kunne klare os selv i tre dage, skyldes behovet for at hjælpe de allermest udsatte borgere først.

Men hvad med alle de borgere, der bor i eget hjem, og som ikke er stand til hverken at polstre sig eller klare sig selv i tre dage. Er de borgere bare glemt i myndighedernes plan for krisehåndtering?

Corona-årene skræmmer

Vi tænker og håber, at de enkelte kommuner har planer for, hvad de gør ude på de enkelte institutioner og plejehjem.

Men sporerne fra corona-årene skræmmer. Der blev vi forsikret om, at der var ”styr på det”, men ikke desto mindre så vi i det første lange stykke tid, at både værnemidler og test og alt det andet kørte forbi plejecentrene i store lastbiler, og blev afleveret andetsteds, mens borgere og personale stod klemte og glemte tilbage.

Det første der sker, når krisen rammer, er at utrygge borgere begynder at ringe 112. I den akutte fase vil alarmcentralerne blive lagt ned, fordi mange borgere med rette frygter for deres liv, enten fordi de mangler mad og vand, eller fordi de ikke kan holde varmen.

Dernæst vil kaos brede sig, fordi beredskabernes opgave er langt større end de tilgængelige ressourcer, og i sidste ende bliver opgaven at prioritere nogle borgere frem for andre.

Faren er, at det beredskab, der er tiltænkt til at skulle hjælpe de svageste, vil komme til at stå i en opgave de ikke vil være i stand til at løse, fordi mængden af mandskab og midler ikke slår til, og dermed står vi en samfundsmæssig katastrofe. Det er der, vi står.

Behov for en national handlingsplan

Hvis vi som ansvarligt samfund vil sikre alle borgeres tryghed i tilfælde af en national krise, skal der skal laves en national handlingsplan for, hvordan man vil sikre hjælp til de mange borgere, der ikke vil være i stand til at klare sig selv i tre dage.

Det betyder, at det ikke er borgerne, der selv skal sørge for at have et lager derhjemme, men at man i tråd med værnemiddeldepoter kommunalt skal ligge inde med de nødvendige ressourcer til de borgere, man kan identificere som borgere i en risikogruppe.

Her kunne det være en opgave for eksempelvis de frivillige organisationer at bistå som en slags opsporingsenhed, der hjælper med denne opgave.

Dernæst skal man som kommune, med hjælp fra det kommunale beredskab, have en plan for distribution af de fornødenheder, der er behov for. 

Groft sagt, så skal stat og kommune påtage sig ansvaret, frem for at lægge det over til den enkelte ældre.

Bragt i Altinget den 21. oktober 2024