Seniorpensionen er værd at fejre fem år efter

Af: Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA. Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen. Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær i 3F.

Finn Simonsen var bare otte år, da han fik sit første job i Løgstør. Lige konfirmeret og bare 13 år flyttede han hjemmefra og hen på en gård, hvor han skulle slæbe tunge kornsække. Og det med at slæbe blev den røde tråd i Finns arbejdsliv. Som skraldemand, slagteriarbejder og senest som jord- og betonarbejder, hvor vægtregnskabet nåede mere end 10 slæbte ton på hver eneste arbejdsdag.

Men da Finn fylder 57 år tilbage i 2015, vil hans krop ikke slæbe mere. Eller rettere den kan ikke bære flere ton. Han bliver sygemeldt. Og undersøgelser viser, at Finn har slidgigt i hoften.

Derfra består Finns dage, måneder og år af jobcenter, arbejdsprøvninger, lægebesøg og sagsbehandlinger – altså ud over at tøjle smerterne. Senere konstateres det, at ryggen er skurken. Han er træt og træt af det.

Seniorpensionen bliver hans redning. For lige der i slutningen af 2019, hvor Finn har allermest ondt, lander der en aftale om seniorpension på Christiansborg. Finn lever op til kriterierne. Og han bliver den første dansker på seniorpension. Bare 10 dage efter ordningen træder i kraft den 1. januar 2020, kan Finn Simonsen kalde sig seniorpensionist.

Lige om lidt er det fem år siden. Finn kan stadig huske følelsen: ”Det var sgu da en lettelse. En befrielse. Jeg skulle ikke længere til møde på kommunen,” fortæller han fra sit lille, hvide hus tæt på kirken og Limfjorden i Løgstør.

Det her er ikke bare historien om 66-årige Finn, 29.698 andre kan i disse år kalde sig seniorpensionister, fordi de er syge eller har slidt sig op på job og ikke længere kan arbejde over 15 timer om ugen.

Tæt på halvdelen af de, der har fået tildelt seniorpension, har gigt eller en andre smerter i led, muskler eller skelet ligesom Finn.

Det klæder vores velfærdssamfund, at vi spænder et sikkerhedsnet ud under dem. At vi som samfund stoler på, at når en læge vurderer, at deres arbejdsevne er under 15 timer om ugen, og de samtidig har under seks år til pension, at samfundet så giver Finn og alle de andre en værdig afslutning på arbejdslivet. De bliver sat fri og skal ikke længere stå til rådighed. Det er fair.

Derfor var det også positivt, at regeringen sidste år valgte at droppe den såkaldte Arne-Plus model. Modellen viste sig nemlig at være mere minus end plus - i hvert fald for seniorpensionisterne. Forslaget ville have betydet en halvering af seniorpensionens længde, hvilket ville efterlade syge og nedslidte i alderen 61, 62 og 63 år uden et sikkerhedsnet. Heldigvis valgte regeringen at trække forslaget tilbage. En forbedring af den ene ordning skal ikke ske på bekostning af den anden!

Seniorpensionen er en ordning for dem, der er syge og nedslidte, og som har haft de hårdeste arbejdsliv og mindst at falde tilbage på. Tre ud af fire har grundskole eller erhvervsskole som højeste uddannelse, og mange er medlemmer af 3F og FOA’s a-kasser og har arbejdet som Finn eller som rengøringsassistenter, køkkenmedhjælperne og social- og sundhedsmedarbejder.

Geografisk spiller seniorpensionen også en særlig rolle. Den gør en afgørende forskel i områder, hvor arbejdsmarkedet er hårdt, og uddannelsesniveauet generelt lavere. Kommuner som Langeland, Lolland, Tårnby, Norddjurs og Vordingborg har landets højeste andele af seniorpensionister. Ordningen skaber balance mellem by og land. Den sikrer, at lægefagligt nedslidte undgår at gå på arbejde med madpakken fyldt med smertestillende medicin, fordi de ikke har råd til at trække sig tilbage.

For Finn Sørensen er der nu gået næsten fem år, siden han fik tildelt sin seniorpension. Han nyder mest af alt ikke at skulle ”møde på kommunen” med en ”ny sagsbehandler” hver gang.

Han bruger tiden i sin fødeby sammen med bomuldshunden Pjevs. Og han hæver sin seniorpension med god samvittighed: ”Når du er slidt op af alt det tunge arbejde, så skal du også have noget, når du ikke kan mere.”

Seniorpensionen – lad os kalde den Finn Pension - er ikke bare en succeshistorie for Finn – det er en succeshistorie for Danmark. Og lad os være stolte af, at vi både kan være velfærdssamfund for Finn og for Arne.

Bragt i Avisen Danmark, den 7. januar 2025