Debatindlæg
Vi har brug for en nem, lige og hurtig adgang til hjælpemidler
Kvikskranker til udlevering af hjælpemidler er et godt initativ. Men det er ikke hele svaret på at få hjælpemidler hurtigt ud til de ældre, mener formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen.
Af: Tanja Nielsen, sektorformand, FOA
At få stillet hjælpemidler til rådighed kan være altafgørende for ældre med behov. Rollatorer, støttestrømper, toiletforhøjere, badetaburetter eller badestole, lejringspuder, ramper, tryghedsalarmer, kørestole og meget andet. Ideen er, at hjælpemidler skal være med til at gøre den enkelte mere selvhjulpen og på den måde sikre mere livskvalitet og glæde i hverdagen. Hjælpemidler er ofte også et arbejdsredskab for ansatte i ældreplejen, der hjælper med at skabe en tryg og værdig hverdag for borgeren.
Desværre er visitationen af hjælpemidler plaget af den samme detaljestyring som resten af ældreområdet. Også her har vi brug for at tage udgangspunkt i den enkelte ældres situation og ikke i et bureaukratisk system. Det opleves ofte frustrerende og langsommeligt at få selv de meste gængse hjælpemidler hjem til den ældre.
Derfor er det også positivt, at forligspartierne bag den sundhedsreform, der blev præsenteret sidste år, har aftalt, at der skal udvikles en konkret model for hjælpemiddelområdet, som skal føre til en mere smidig visitation og mindre ventetid.
Kvikskranker er ikke svaret alene
En række kommuner er allerede i gang, og har oprettet såkaldte kvikskranker, hvor borgerne kan hente hjælpemidler, som kommunen stiller til rådighed. Det er et godt initiativ, men vi skal huske, at der skal være nem og lige adgang til hjælpemidler, og der er kvikskranker ikke svaret alene. Ikke alle ved, hvilke hjælpemidler der er, og det er ikke alle som fysisk kan komme og hente hjælpemidlerne. Ofte er det ansatte i hjemmeplejen, som kommer til at stå for anskaffelsen af hjælpemidler. I det hele taget er det nødvendigt, at udleverede hjælpemidler følges af en instruktion og en opfølgning på brugen af hjælpemidlet.
Der går hurtigt tid fra plejen og omsorgen, når personale skal bruge tid på at bestille hjælpemidler.
Man skal ikke udskrive ældre, før hjælpemidler er til rådighed
For FOA er udgangspunktet at skabe en nem, lige og hurtig adgang til hjælpemidler. Fx skal man ikke kunne udskrive patienter til eget hjem, før de nødvendige hjælpemidler er til rådighed. Det er særligt vigtigt, fordi vi i fremtiden forventer, at mange flere udskrives hurtigere til eget hjem med et større pleje og behandlingsbehov, og derfor også behov for de rette hjælpemidler i hjemmet.
Der er brug for ny tilgang til hjælpemidler, ligesom intet hjælpemiddel må blive udleveret (om det så er i en kvik-skranke eller i eget hjem) uden det sikres, at hjælpemidlet er rigtigt installeret og introduceret til brugeren. Der skal være tværfaglige miljøer, på tværs af myndigheder, som kvalificerer tildeling, introduktionen og brugen af hjælpemidler.
Jeg håber, at arbejdet med at forenkle og omlægge ansvaret for hjælpemidler betyder, at vi i fremtiden undgår situationer, hvor patienter udskrives til eget hjem, uden at hjemmet har de nødvendige hjælpemidler der skal til, for at patienten kan klare hverdagen, indtil man kommer på fode igen. Ingen skal udskrives, uden at de nødvendige hjælpemidler, er til rådighed.
Bragt i Seniormonitor, den 31. januar 2025