Høringssvar til obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Ældretilsynet
De forskellige sager på ældreområdet fra sommeren 2020 viste med al tydelighed, at der mangler hjælp til de plejehjem, som har problemer med kvaliteten. Der er for meget fokus på påbud og ”straf” og for lidt fokus på læring og udvikling. FOA er derfor glade for, at der med dette lovforslag indføres obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb til de plejeenheder, som modtager et påbud fra Ældretilsynet.
FOA er også tilfreds med, at Ældretilsynet fortsætter. Det er vigtigt, at der ikke kun er fokus på de sundhedsfaglige aspekter af ældreplejen, men også på kvaliteten i den personlige hjælp, omsorg og pleje efter serviceloven.
Der er også andre gode elementer. FOA vil særligt fremhæve, at der bliver større åbenhed om bekymringshenvendelser til Styrelsen for Patientsikkerhed, samt at bekymringshenvendelser fremover skal behandles og registreres mere systematisk.
Der vil fremadrettet være en årlig afrapportering om bekymringshenvendelser til Folketingets ældreordførere. FOA opfordrer til, at denne afrapportering bliver offentlig, så øvrige aktører også får mulighed for at følge med i udviklingen.
Læs hele FOAs høringssvar til obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Ældretilsynet