Med lovforslaget udvides retten til udvidet frit sygehusvalg fra 1 måned til 2 måneder. Udvidelsen gælder alene i forhold til somatisk behandling. Det forventes, at lovforslaget vil træde i kraft i slutningen af maj 2023 og løbe frem til udgangen af 2024.
Sygehusene står i en kritisk situation, og det er afgørende, at de mest syge patienter behandles før patienter, der uden komplikationer kan vente med behandling. Sundhedspersonalet skal derfor have mulighed for at prioritere det vigtigste først, og her kan behandlingsretten være en hindring. FOA bakker derfor op om forslaget om en midlertidig forlængelse af behandlingsretten.
FOA mener dog, at der bør være en permanent ændring af behandlingsgarantien, så vi lader det være op til de sundhedsfaglige vurderinger, hvilke patienter der kræver særlig opmærksomhed og behandling. Det kunne være en permanent forlængelse eller differentiering af behandlingsgarantien.
I lovforslaget savner FOA desuden en beskrivelse af, hvorfor den midlertidige forlængelse kun gælder somatikken og ikke psykiatrien. Dette bør beskrives tydeligt.
Læs hele høringssvaret