Arbejdsmarkedets parter kan ikke gøre op med uligeløn alene

Tusindvis af offentligt ansatte har netop taget stilling til de forlig om nye overenskomster, som i årets første måneder er indgået mellem arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer. FOAs medlemmer har med et stort flertal bakket op om aftalerne.

Men aftalerne vidner faktisk om, at vi stadig i dag har et problem med uligeløn. Et problem, som er så stort, at lønmodtagerne fra alle faggrupper og organisationer sammen gik ind til overenskomstforhandlingerne med et fælles krav om, at de nye overenskomster skulle øremærke en pose penge specifikt til ligeløn. Enhver kan nemlig se, at løngabet mellem mande- og kvindedominerede fag er pilskæv og pivurimelig. Det gælder også arbejdsgiverne, der har anerkendt præmissen, hvorfor en del af den samlede ramme i overenskomsterne vil gå til en ligelønspulje.

At få en ligelønspulje med i overenskomsterne er en vigtig sejr og en vigtig videreførelse af et princip, hvis historiske gennembrud vi første gang så ved overenskomstaftalerne i 2018. Puljen vidner om en stærk solidaritet på tværs af fag og køn.

Men sejren er bittersød. For selv om puljen vil give et særligt lønløft til nogle af de grupper, som ligger allernederst i lønhierarkiet, giver puljen os jo ikke ligeløn i morgen. Vi får heller ikke lukket løngabet ved næste overenskomstfornyelse i 2024. Eller forhandlingerne næste gang igen. Til det er løngabet simpelthen for stort.

Arbejdsmarkedets parter må ellers selv klare ærterne, lader DF’s arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted forstå i et indlæg her i debatten på Altinget om uligeløn. I sit indlæg af 22. marts fremfører han, at EU og Folketinget skal blande sig uden om uligelønnen i Danmark med den begrundelse, at ”det danske overenskomstsystem betyder, at vi har et af de mest smidige og velfungerende arbejdsmarkeder i Europa.” I det sidste er vi helt enige. Men – det kan vel ikke passe, at det selvsamme arbejdsmarked skal være markant bedre for mænd end for kvinder?

I indlægget harcelerer Bøgsted også over, at EU med et nyt direktiv vil bestemme, at vi i Danmark ikke alene skal give lige løn for lige arbejde, men at vi nu også skal give lige løn for arbejde af samme værdi. ”Hvordan gør man så lige det?” spørger han, næsten pikeret.

Den reaktion pikerer mig. For allerede 10 år efter vi fik vores ligelønslov i 1976, slog EU fast, at ligeløn også handler om arbejde af samme værdi. Så her er altså intet nyt under solen. Men det er klart, at hvis politikerne på Christiansborg tror det, så forklarer det en del af den træghed, der hersker i forhold til at gøre op med den urimelige lønforskel mellem typiske mande- og kvindefag.

Vi løfter gerne som en af arbejdsmarkedsparterne vores del af ansvaret for at sikre ligeløn. Men realiteterne er, at det kan vi først gøre, når ligeløn én gang reelt er indført – og det moment har vi endnu til gode. Først da kan vi igennem overenskomstforhandlingerne for alvor bidrage til at sikre ligeløn fremadrettet. At ligeløn bliver opretholdt. Derfor skal politikerne på Christiansborg leve op til deres ansvar og en gang for alle rette op på skævheden ved at afsætte en pulje til et lønløft til dem, der arbejder inden for de lavtlønnede, kvindedominerede fag.

Som flere har fremført før mig i debatten her, peger pilen naturligt på Christiansborg. For det er den lave lønindplacering af kvindefagene i Tjenestemandsreformen af 1969, der trækker grimme spor på lønsedlerne helt frem til i dag. Det er med andre ord et stykke politisk arbejde, der er hovedårsag til problemet, og derfor er det også en politisk opgave at løse problemet. Det manglede faktisk bare, fristes jeg til at sige.

Det, som arbejdsmarkedets parter kan bidrage med i ligelønnens navn, er, at vi kan regulere lønnen anderledes, end i dag. For i dag aftales lønstigninger i procenter i stedet for at give alle den samme lønstigning i kroner og øre. Med det giver vi mest til dem, der har mest, så uligheden mellem højt- og lavtlønnet hver gang øges. Det gør det vanskeligt at holde en lige kurs mod ligeløn. Derfor ser vi i FOA frem til de drøftelser om en mere retfærdig løndannelse, som vi i Forhandlingsfællesskabet har aftalt at have i den kommende overenskomstperiode.

For mig er det i hvert fald tydeligt, at vi må alle, også politikerne, gøre vores til, at vi får lukket det utidssvarende løngab – og til at holde det lukket.

Bragt i A4 Overenskomst, den 23. april 2021