Politikerne skal afsætte pulje til ligeløn
Problemet med uligeløn mellem typiske mande- og kvindefag skal løses. Derfor skal politikerne på Christiansborg invitere til trepartsforhandlinger, lyder en appel, som FOAs formand, Mona Striib, sammen med 50 andre faglige organisationer, har sendt til politikerne.
”Der er brug for politisk vilje til at afsætte en betydelig pulje til at løse problemet. Vel at mærke en pulje, som ikke betales af de øvrige offentligt ansatte.”
Sådan skriver Mona Striib, formand for FOA, sammen med de ni andre formænd i Forhandlingsfællesskabet Forhandlingsudvalg, i en appel til Christiansborgs politikere om at tage ansvar for at bane vejen for ligeløn.
”Vi har i Danmark en uretfærdig uligeløn mellem de typiske mande- og kvindedominerede fag. Vi har på lønmodtagerside forsøgt at adressere problemet ved overenskomstforhandlingerne. Men når man hver gang forhandler i et økonomisk jerngreb, er der ikke midler nok til at løse uligelønnen ved det forhandlingsbord,” siger Mona Striib.
Både ved dette forårs forhandlinger om nye overenskomster på det offentlige område og forhandlingerne i 2018 stillede lønmodtagerne selv et fælles krav om, at en del af den samlede ramme skulle gå til en ligelønspulje. Men det betyder, at den del af lønrammen går fra andre faggrupper og løngabet er alt for stort til, at det kan lukkes alene ad den vej.
Det er baggrunden for, at Forhandlingsfællesskabet, der samler 51 organisationer og langt over en halv million ansatte i kommuner og regioner, nu appellerer til Christiansborgs politikere om at håndtere ligelønsproblemet. Konkret skal det ske med en solid pulje penge og ved en såkaldt trepartsforhandling, hvor både regeringen og arbejdsmarkedets parter deltager.
”Mange politikere argumenterer for, at de ikke kan gøre noget ved uligelønnen, fordi det vil være i strid med den danske model. Men en trepartsforhandling slår fint bro til den danske model og er en velkendt vej til at løse store samfundsmæssige problemer,” siger Mona Striib, der ud over at være FOA-formand beklæder formandsposten i Forhandlingsfællesskabet.
”Trepartsdrøftelserne skal fx give et fælles afsæt for at vurdere omfanget og karakteren af uligeløn og give et økonomisk grundlag for overenskomstparternes efterfølgende aftaleindgåelse,” skriver forhandlingsudvalgets medlemmer til politikerne.
Læs den fulde pressemeddelelse