Så har halvdelen stemt
”Din stemme er vigtig, brug den” lyder opfordringen fra forbundsformanden, mens urafstemningen om OK-21 går ind i slutspurten.
72271. Så mange af FOAs medlemmer havde torsdag formiddag brugt deres demokratiske ret og stemt ved urafstemningen om den nye overenskomst i OK21. Det betyder, at resultatet i skrivende stund er ved at runde de 50 procent, og det glæder FOAs forbundsformand Mona Striib.
”I FOA er det medlemmerne, der bestemmer. FOAs hovedbestyrelse anbefalede med et overvældende flertal et ja, men både ja-stemmer og nej-stemmer er velkomne, for vi tager demokratiet dybt alvorligt” siger Mona Striib.
Overenskomsterne kom på plads efter lange forhandlinger med de kommunale og regionale arbejdsgivere. Det samlede forlig gælder for omkring 145.000 medlemmer af FOAs fire sektorer – Social- og Sundhedssektoren, Pædagogisk Sektor, Kost- og Servicesektoren og Teknik- og Servicesektoren.
”Vi synes ikke, at det er verdens mest fantastiske resultat, men set i lyset af situationen, tror hovedbestyrelsen ikke på, at vi ville komme længere ved at varsle konflikt.
Din stemme er vigtig, husk at bruge den – inden den 19. april klokken 08.00,” lyder opfordringen fra Mona Striib.
De generelle lønstigninger er på 5,02 procent over de næste tre år på det kommunale og regionale område. Oveni kommer nu udmøntningen af de forskellige puljer – bl.a. lavtløns- og ligelønspulje (KL) samt organisationsmidlerne og pensionskarens.
Lønstigningerne er forskellige fra faggruppe til faggruppe, men vil fx betyde, at en kommunalt ansat social- og sundhedshjælper med 5 års erfaring samlet vil få 1.690 kroner mere om måneden i løn og pension, når den fulde virkning er indtrådt – svarende til godt 20.000 kroner årligt om tre år.