Nu skal de nye velfærdstalenter findes
I dag åbnes der for nomineringerne til Velfærdens Talent 100. Det seneste års kamp mod corona understreger betydningen af heltene i velfærdsfagene, siger repræsentant for FOA-Ungdom.
Fra i dag kan kolleger, borgere og pårørende nominere en medarbejder inden for velfærdsområdet til Velfærdstalenterne 2021.
Der skal findes 100 særlige talenter under 36 år som arbejder på velfærdsområdet.
”Prisen handler om anerkendelse. Som medarbejder betyder det virkelig meget med et klap på skulderen fra den ældre, syge eller børn og deres forældre. Samtidig er prisen med til at skabe synlighed for det kæmpe arbejde, der hver dag leveres på tværs af institutionerne inden for velfærdsområdet,” siger repræsentant for FOA Ungdom Karsten Wohlgemuth, som selv er uddannet pædagogisk assistent.
Corona sætter fokus på velfærdsfag
Arrangementet i år har en særlig betydning, mener Karsten Wohlgemuth.
”Der er altid grund til at hylde fagligt dygtige kolleger, men efter et år, hvor vi har kæmpet for at holde coronaen ude af plejecentre, daginstitutioner og sygehusene, har der været ekstra meget fokus på det arbejde, der udføres landet over, og ekstra meget grund til at hylde dem, der har gjort en ekstraordinær indsats,” siger han.
Velfærdens Talent 100 uddeles af pensionsselskabet Pensam og FOA Ungdom.
Nominér frem til 5. april
Alle under 36 år ansat inden for FOA’s faggrupper har mulighed for at blive nomineret til prisen af sine kolleger, arbejdsgiver, borgere mv. Nomineringsperioden løber fra 22. februar 2021 – 5. april 2021, hvorefter talenterne bliver udvalgt af et dommerpanel bestående af repræsentanter fra PenSam, FOA og FOA Ungdom.
”Det er vigtigt, at man ikke kun tænker, at social- og sundhedshjælperen, dagplejeren eller den pædagogiske som velfærdsmedarbejdere. På tværs af FOAs faggrupper inden for blandt andet rengøring, brand, teknisk service, det pædagogiske- og social- og sundhedsområdet er der velfærdstalenter, der skal hyldes,” siger Karsten Wohlgemuth.
Grundet Covid-19 finder fejringen af talenterne sted virtuelt torsdag den 27. maj 2021. Social- og ældreminister Astrid Kragh vil for tredje år i træk være med til at hylde velfærdstalenterne.
Du kan nominere et velfærdstalent her