Der kæmpes stadig ved overenskomstbordet
Mens andre organisationer for længst har landet deres overenskomstforlig, er der stadig dømt lange nætter og hårde kampe ved FOAs overenskomstborde.
FOAs overenskomstforhandlinger med kommuner og regioner skulle egentlig være afsluttet med udgangen af februar. Men endnu mangler vigtige knaster at blive afhøvlet.
”Vi er gået ind i 8. uge af overenskomstforhandlingerne. Det har været et langt og et sejt træk,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA i sin videodagbog om OK21.
Forhandlinger med både de kommunale og regionale arbejdsgivere, KL og RLTN, kommer derfor til at trække ud over den planlagte deadline.
”Der er gode ting i vente, som vi glæder os til at fortælle jer om, selv om det har været svært med en smal ramme at forhandle i,” siger Mona Striib.
Punktummer for alle
Forhåbentligt kommer de sidste faggrupper i mål i løbet af ugen, lyder det fra forbundsformanden.
”Vi forventer, at når denne uge er omme – altså næste søndag – kan vi sige, vi har sat alle punktummer.”
Og selv om fristen altså er overskredet, kæmper FOA videre for at få alle faggrupper i mål med de bedst mulige aftaler.