Social- og sundhedsassistent: ”Jeg elsker mit arbejde, men jeg mangler tid til relationer”

”Følelsen af, at jeg gør en forskel for beboerne – at jeg med min faglighed kan hjælpe beboerne, som tit står i store livskriser og oplever sorg gør, at jeg elsker mit arbejde. Det giver vildt meget mening at hjælpe dem i deres – for manges vedkommende – sidste tid.” Sådan fortæller den 23-årige social- og sundhedsassistent Mie Morsing Jespersen.

Hun arbejder på plejecentret Smedegården i Aalborg på en afdeling, hvor beboerne ofte har psykiske og fysiske lidelser. Hun oplever, at der stilles store krav til hendes og kollegernes faglighed, når beboerne bliver ældre og ofte har flere diagnoser, når de kommer på plejecentret.

”Det kræver, at jeg har styr på eksempelvis medicinering – at jeg hurtigt kan slå op, om der er forskellige præparater, der ikke spiller godt sammen, eller om der er særlige bivirkninger jeg skal holde øje med. Det kræver også, at jeg har et godt tværfagligt samarbejde, fordi der kommer beboere, der både har en psykisk og fysisk lidelse,” siger hun.

Tredje generation i ældreplejen

Mie Morsing Jespersen er tredje generation i familien, som arbejder inden for social- og sundhedsområdet. Mies mormor var sygehjælper og moren arbejder som social- og sundhedshjælper.

Og det var morens positive fortællinger om arbejdet med mennesker, der fik Mie Morsing Jespersen til at søge ind på social- og sundhedsskolen. Først som social- og sundhedshjælper og siden tog social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Mangler tid til stimuli og relationsdannelse

Hun har som relativt nyuddannet teorier om relationsdannelse og stimuli frisk i erindring. Og arbejder med det, når hun har mulighed for det. Men som en ud af to social- og sundhedsassistent på afdelingen går en stor del af tiden med medicindossering, og hun har ikke altid den tid til at observere og tale med beboerne, som hun kunne ønske.

”Man knytter et bånd til beboerne. Det gør en forskel, når man har en stærk relation til den enkelte beboer og kan se, hvad de har behov for. Jeg ville gerne have mere tid til den del, men når man for eksempel står med én beboer, som har brug for meget hjælp, er der ikke tid til, at man kan være der for alle,” siger Mie

Mange af beboerne er på flere typer medicin. Antidepressiv medicin, medicin mod smerter, medicin mod demens og medicin til at sove.

”Der er flere studier, der viser, at hvis de får stimuli og den rette omsorg, så behøver de ikke en del af de her medicinpræparater. Der er stor forskel på, hvilke behov og interesser, beboerne har. Det kan gøre en kæmpe forskel for én at gå en tur, for en anden at spille musik og for en tredje at sidde og snakke om de gode gamle dage. Hvis de fik mere stimuli i løbet af dagen, ville de måske ikke have brug for sovemedicin – sovemedicin, som også kan gøre, at de har ondt i kroppen næste dag. Det kan gøre ondt at tænke på, at de ikke får al den hjælp, jeg ved, jeg ville kunne give dem med mere tid og flere kolleger.”

”Men vi gør vores bedste, og jeg har heldigvis gode ledere, som gør deres for, at vi ikke bliver for pressede og at vi hele tiden bliver opdateret med de kompetencer, beboerne behøver. Det er ikke ledernes skyld, vi ikke har tiden, der er højere oppe i systemet, på Christiansborg, der skal tages beslutninger,” siger Mie.

Kalder på bedre overgang fra sygehus til ældreplejen

Hun peger på flere ting, som ville hjælpe både beboerne og medarbejderne.

”Jeg kunne ønske mig, at kommuner og regioner blev bedre til at snakke sammen. Når patienterne udskrives tidligere og er dårligere når de kommer tilbage til plejecentret, kræver det, at kommunerne og regionerne sætter sig sammen og kigger på, hvad der er brug for. At man sikrede sig ved udskrivelse, at de rette kompetencer var til stede, når borgeren kommer tilbage til plejecentret. Sygehuset kunne sige, at ’vi har brug for, at I er oplært i IT og sikre, at der er nogen, der er oplært i IV-medicin.’ Der kunne jeg godt tænke mig, at der skete nogle ændringer.”

”Med tidligere udskrivninger uden de rette kompetencer på plejecentrene, kommer der ekstra pres på sygeplejerskerne i hjemmeplejen. Man kan lige så godt udnytte de ressourcer der er bedst muligt,” siger Mie.