Store forskelle i kommuners prioritering af rengøring

To ud af tre kommuner nedprioriterer rengøringen efter halvandet år med øget fokus på hygiejne og rengøring under corona. En kæmpe fejl, mener FOA.

Der er store gevinster ved at prioritere rengøring og hygiejne. Hvert år registreres der over 40.000 indlæggelser og 16.000 ambulante hospitalsbesøg med nedre luftvejsinfektioner, som influenza, lungebetændelse eller akut bronkitis. Det koster hvert år sundhedsvæsenet 1.820 mio. kr. i hospitalsbehandling.
 
Alligevel nedprioriterer kommunerne den vigtige rengøring, viser en undersøgelse blandt de største kommuner, som konsulentvirksomheden Implement har lavet for FOA.
 
For mens næsten samtlige kommuner har haft større udgifter til rengøring under corona, svarer to tredjedele ud af de i alt 28 kommuner, rapporten er baseret på, at de enten har eller forventer at vende tilbage til samme niveau som før krisen.
 
”Det er ikke holdbart, at kommunerne ruller udgifterne og dermed kvaliteten af rengøringen tilbage i en situation, hvor vi har brug for den. Jeg vil på det kraftigste opfordre kommunerne til at genoverveje og investere i rengøringen ikke bare i den nuværende situation, men også i fremtiden.”
 
”Corona er langt fra den eneste smitte, vi kan begrænse gennem en hygiejnisk rengøring. Hvert år indlægges tusindvis af borgere med infektionssygdomme, og vi ved, at vi med effektiv rengøring kan nedsætte det antal, og spare en masse penge” siger Pia Heidi Nielsen, formand for kost og servicesektoren i FOA.
 
Hun peger på, at enkelte kommuner som Lolland har haft gode erfaringer med blandt andet at prioritere faglært rengøringspersonale.
 
”For at komme infektionssygdommene til livs, er det vigtigt, at man uddanner medarbejderne i hygiejnisk rengøring og sikrer en ordentlig organisering af hygiejne- og rengøringsindsatsen. Jeg er glad for, at nogle kommuner tager de gode erfaringer fra corona-tiden med videre,” siger hun.
 

Læs hele rapporten om kommunernes erfaringer og prioritering af rengøring

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98