Fremtiden står på bælgfrugter

Et øget fokus på grønt og bælgfrugter i kosten skal styrke både sundheden og miljøet

Hvis man spørger ernæringseksperterne, så er der ingen tvivl. Vi skal alle sammen spise meget mere grønt og meget mindre kød. Det afspejler sig også i de nye opdaterede kostråd, hvor en af anbefalingerne er at erstatte kødet med bælgfrugter og fisk.

Et af de FOA-medlemmer, der skal være med til at flytte de nye kostråd fra eksperternes beregninger og ud på tallerkenen hos rigtige mennesker, er Linda Hvid, som er køkkenassistent i en daginstitution i Gentofte.

”Børnene kan godt være lidt skeptiske, når jeg præsenterer dem for bælgfrugter. Hvis de får brune bønner, kan vi opleve, at de ligger på kanten af tallerkenen, når vi er færdige.  Det er ikke noget, de kender derhjemmefra. Men jeg har fundet en kogebog på biblioteket, som har gode opskrifter på, hvordan man bruger fx linser i brød. Og dem vil de meget gerne spise. Det er klart en tilvænning, der skal til,” fortæller Linda Hvid.

Bælgfrugter er blandt andet linser, ærter og bønner og for at slå et slag for dem, har FOA sammen med de andre partnere i Rådet For Sund Mad taget initiativ til at fejre Bælgfrugternes Dag torsdag 10. februar, som er FN’s internationale mærkedag for bælgfrugter. Festdagen skal inspirere og give flere lyst til at eksperimentere med flere bælgfrugter i måltiderne, hvad enten det er i hjemmekøkkenet, kantinen, institutionen eller i skolen.

Det blev blandt andet fejret med indslag på radio og tv og ved et arrangement i kantinen hos FOA i København, hvor en række af initiativtagerne mødtes med blandt andre landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn.

”Jeg er glad for, at FOA er gået ind i det her arbejde. Det kan være svært at overbevise folk om at ændre kosten, men et godt sted at begynde er i kantinerne rundt omkring, hvor FOAs medlemmer arbejder. De kan være med til at give inspiration, så folk får lyst til at gå hjem og prøve selv,” siger Rasmus Prehn.

I Danmark spiser vi i gennemsnit 2 gram bælgfrugter om dagen. Fødevarestyrelsen anbefaler i de nye ’De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima’ 100 gram om dagen i tilberedt form, så der er lang vej igen.

”Vores medlemmer har en faglighed omkring mad, og forstår vigtigheden af sund mad og de nye kostråd, og derfor er de allerede godt i gang med at bringe dem ud i verden,” siger Pia Heidi Nielsen, som er sektorformand i FOA Kost- og Service.

Selvom bælgfrugter kan lyde eksotiske, er det ikke nyt at spise mange bælgfrugter herhjemme. I Danmark har bælgfrugterne historisk set spillet en stor rolle i vores hverdagsmad. Tørrede ærter og bønner har indgået i vores basiskost helt tilbage i bronzealderen. Efter kartoflens indtog i Danmark i 1700-tallet og på grund af ændringer i landbruget faldt danskernes forbrug af bælgfrugter derefter. Men i nyere tid er man igen begyndt at anvende bælgfrugter i madlavningen.

Læs mere via dette link

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98