FOA står bag Bælgfrugternes Dag
De officielle kostråd har fået en ansigtsløftning, der også handler om klima. Derfor har FOA og flere andre organisationer taget initiativ til Bælgfrugtens dag.
2 gram. Så mange bælgfrugter spiser gennemsnitsdanskeren om dagen. Der er derfor et stort potentiale i at få danskerne til at spise endnu flere bælgfrugter, så vi kan nærme os de 100 gram, som Fødevarestyrelsen anbefaler i de officielle kostråd.
Sammen med Fødevarestyrelsen og Rådet for sund mad har FOA taget initiativ til, at vi slår et stort slag for bælgfrugterne på FNs dag for bælgfrugterne, og det sker første gang den 10. februar 2022. Målet er, at der den 10. februar bliver servereret velsmagende og inspirerende retter baseret på et bredt udvalg af bælgfrugter i køkkener, kantiner og restauranter landet over.
”Vi ønsker at øge kendskabet, viljen og modet blandt de ansatte i offentlige køkkener, private kantiner, restauranter og uddannelsesinstitutioner, så de får større appetit på at lave langt flere retter med de bælgfrugter, også i det daglige, og at vi danskere, via de gode smagsoplevelser, får vækket nysgerrigheden også hjemme i egne køkkener”, siger Berit Jakobsen, næstformand i Kost- og Servicesektoren i FOA
Hver dag bliver der lavet 650.000 måltider i kantiner på arbejdspladser, på skoler og i daginstitutioner. I denne uge har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri lanceret Kostråd til Måltider, som er en 'oversættelse' af de officielle kostråd specifikt til professionelle køkkener. Det skal gøre det lettere at lave sund og klimavenlig mad.
Et af de mest markante nybrud i de nye kostråd er anbefalingen af 100 gr. bælgfrugter om dagen, særligt set i forhold til, at vi danskere i dag spiser i gennemsnit ca. 2 gr. bælgfrugter om dagen og kendskabet til og erfaringerne med at anvende bælgfrugterne i maden ikke er stort.
Kosten spiller en vigtig rolle i klimakampen. Derfor skal de offentlige køkkener gå forrest og fokusere på plantebaserede måltider. Og hvis danskerne har friheden til at vælge plantebaseret på arbejdet, er der større chance for, at de også vil gøre det derhjemme, siger Berit Jakobsen.
På Bælgfrugternes Dag inviterer FOA til at spise frokost den 10. februar kl. 12 i FOAs gæstekantine sammen med alle de organisationer, som har arbejdet for, at Bælgfrugternes Dag bliver markeret i en lang række køkkener og kantiner landet over. Du kan tilmelde dig frokosten i FOAs gæstekantine via dette link, og læse mere om Bælgfrugternes Dag her
Du være med til at øge kendskabet og appetitten på bælgfrugter ved at deltage i at fejre Bælgfrugternes Dag den 10. februar. For eksempel ved at tilberede en eller flere retter med bælgfrugter på dagen. FOA har bidraget til en toolbox, som bl.a. indeholder opskrifter med bælgfrugter, materialer om bælgfrugter både til at hænge op, til at quizze med og til at undervise børn i bælgfrugters mange kvaliteter.
Du kan se FOAs webinar ’ Nye kostråd med spot på bælgfrugterne’ via dette link. Webinaret varer en time og 15 minutter i alt.
Helt konkret består Kostråd til Måltider af ti principper for måltider, som er en 'oversættelse' af De officielle Kostråd lavet specifikt til de professionelle køkkener. De skal gøre arbejdet med kostrådene ude i køkkenerne mere håndgribeligt. Samtidig er der lavet en råvareoversigt og en guide til portionsstørrelser.
Principper for måltider
|
Grøntsager og frugt
|
- Lad grøntsager og frugt udgøre mindst 1/3 af alle måltider
- Husk mørkegrønne grøntsager
|
Bælgfrugter, fisk, kød og æg
|
- Tilbyd mindre kød - og husk fisk
- Tilbyd bælgfrugter oftere end kød
|
Kornprodukter og kartofler
|
- Vælg primært fuldkorn
- Variér med kartofler
|
Fedtstoffer, nødder og frø
|
- Brug oftest planteolier
- Suppler med nødder og frø
|
Mælkeprodukter og ost
|
- Brug mælkeprodukter og ost i moderate mængder
|
Vand
|
- Tilbyd vand til alle måltider
|