Her er FOAs huskeseddel til en kommende regering

Løn, velfærd, sundhed og psykiatri skal - uanset kombination af partier – være topprioriteter i et kommende regeringsgrundlag. Se videoen med FOA-formand Mona Striibs huskeseddel til en ny regering.

Lige nu er kongelig undersøger og fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) i fuld færd med at afdække hvilke partier, der kan finde sammen om en fælles dagsorden og dermed danne Danmarks næste regering. Men uanset hvilken bogstavkombination, vi ender med at se, er der en række emner, som er helt nødvendige at få med i et regeringsgrundlag.

Det er budskabet fra forbundsformand for FOA Mona Striib, som i en video oplister en klar huskeseddel til de folkevalgte.

”Løn og arbejdsvilkår for offentligt ansatte skal være med i et regeringsgrundlag. Det er hele forudsætningen for, at vi kan komme i mål med løsninger, når lønstrukturkomitéen er færdig og vi skal til at forhandle OK24,” siger forbundsformanden som det første.

Med det henviser Mona Striib både til behovet for et lønløft til ligeløn og lavtlønsfag samt behovet for bedre arbejdsvilkår for ansatte i velfærdsfag – en forudsætning for, at vi kan dæmpe de problemer, vi allerede i dag oplever inden for flere af de store velfærdsområder.

Børn og unges mistrivsel i fokus
En kommende regering skal også sikre, at der er råd til velfærd. Og her er det ikke tilstrækkeligt at øge udgifterne i takt med, at vi bliver flere børn og ældre. Der skal også hentes ind på noget af det, som er tabt ved tidligere besparelser og underprioriteringer.

Også sundhed og psykiatri skal med i et regeringsgrundlag, siger Mona Striib, som slutteligt peger på børn og unges mistrivsel som et vigtigt punkt på huskesedlen:

”Vi skal sikre, at der er gode dagtilbud, en god folkeskole, og så skal vi prioritere, at helhedsplanen for psykiatrien kommer i sving. Især for børn og unge,” siger hun.

”Husk det nu! Vi skal nok huske det,” slutter Mona Striib.

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98