Kære kollega: Her er mine tanker om løn efter en heftig uge
S-forslaget om en lønpulje på 3 milliarder i løn til den offentlige sektor giver anledning til både forvirring og misforståelser. Mona Striib prøver her at udrede de spegede tråde.
Kære kollega.
De seneste to dage har jeg deltaget i 20 interviews om det lønforslag, der er på bordet i valgkampen.
Forslaget handler om at give 3 milliarder ekstra til at forhandle om løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.
Er der én ting jeg har lært af de seneste døgns debat, så er det, at der tilsyneladende næsten ingen ende er på misforståelserne omkring forslaget – ikke kun blandt journalister, selv om jeg også har oplevet mange fantasifulde fortolkninger fra den front.
Men jeg kan også se, at der er mange misforståelser hos faggrupper, der er i målgruppen for en særlig indsats. Jeg skal undlade at remse dem alle op. Men det kan fx være kommentarer som disse: ”Det giver jo ingenting – det vil kun svare til 287 kroner i måneden i 2030.”
Det er ikke rigtigt, og hvis det var, så ville I ikke have hørt mig udtale mig positivt om lønudspillet.
I det regneeksempel, der ledsager forslaget, giver det 2.000 kroner mere om måneden. HVIS der forhandles, som eksemplet er udregnet.
Jeg har taget godt imod forslaget, af to gode grunde:
For det første er der tale om nye og varige midler, som kommer til ved siden af de penge, vi almindeligvis skal forhandle overenskomster om. Altså et VARIGT løft til lønnen i den offentlige sektor. Ikke et midlertidigt løft.
For det andet har jeg rost forslaget, fordi det både vil rette op på uligeløn, som vi oplever mellem traditionelle mande- og kvindefag og vil sætte fokus på de problemer, vi oplever med at skaffe medarbejdere til omsorgs-fagene.
Det har vi i FOA arbejdet længe for.
Allerede før sidste overenskomstforhandling – helt tilbage i 2020 - indgik vi en aftale mellem de organisationer, der organiserer de ansatte på det offentlige område, om det, der blev til lønstrukturkomiteen. Den skal kulegrave lønforholdene på det offentlige område med det formål at rette op på skævhederne.
Det arbejde, er sat på pause på grund af valget, men er tæt på at være færdigt. Og det skal være en del af grundlaget for forhandlingerne om den nye lønpulje.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det altid har givet udfordringer, når der har skullet afsættes puljer til særlige formål ved overenskomstfornyelserne. Både ved OK18 og ved OK21 fik vi aftalt puljer til rekrutteringsudfordringer på social- og sundhedsområdet til ligeløn og lavtløn på tværs af alle områder.
Forslaget, der er på bordet nu, er langt bedre end midlertidige akutpakker, selv om de også kan være nødvendige.
Men vi skal selvfølgelig passe på med ikke at sælge ikke skindet, før bjørnen er skudt.
Vi ved ikke, hvordan valget ender om få dage. Forslaget skal med i et nyt regeringsgrundlag. Det skal vedtages. Lønstrukturkomiteens arbejde skal afsluttes. De privates overenskomstforhandlinger skal være færdig. Der skal trepartsforhandles på det offentlige område. OG SÅ kommer vi til OK24 på det offentlige område. Der er lang vej endnu, men vi skal selvfølgelig gå ned af den.
Men er der god musik i forslaget? Ja, for pokker. Det er bedre at forhandle med 3 milliarder ekstra end at forhandle med 0 kroner ekstra.
Her er mit lille ønskescenarie:
Vi får forhandlet en god trepartsaftale om de 3 milliarder, der både løfter ligeløn, lavtløn og arbejdsvilkår.
Inflationen flader ud igen, inden vi når til overenskomstforhandlingerne i 2024.
Og den ramme, vi skal forhandle om til den tid, når op omkring 10% som ramme.
At pengene bliver fordelt i kroner frem for procenter, så vi kan favorisere de lavestlønnede på det offentlige område, frem for dem der i forvejen tjener mest.
Det ville give ca. 4.000 kroner i måneden inklusive pension og tillæg til alle faggrupper, og så kan vi tillægge de ekstra varige lønmidler OVENI.
Er det et totalt urealistisk scenarie? Nej, ikke i min optik. Hvis vi virkelig vil ligeløn og også solidarisk og ansvarligt løfte de lavtlønnede livsvilkår, så er det god musik.
Må beløbet gerne være større, ja da men det er et godt bidrag!
Ha' en god dag
Mona, forbundsformand