Rekordmange udrykninger til vildt vejr: Langt fra alle dele af landet er lige hårdt ramt
De kommunale beredskaber havde sidste år rekordmange udrykninger som følge af vejrhændelser. Den markante stigning i udrykninger til vildt vejr viser stort behov for at styrke de kommunale beredskaber, siger fagforeningen FOA.
Klimaforandringerne stikker af, og det udfordrer særligt de kommunale beredskaber.
Sidste år rykkede de kommunale beredskaber nemlig ud til et historisk højt antal storme, orkaner, oversvømmelser og andre vejrhændelser. Det viser
tal fra Beredskabsstyrelsen, som Fagbladet FOA har analyseret.
”Klimaforandringerne giver allerede nu et voldsommere vejr i Danmark, og presser borgerne og beredskaberne. Når træerne vælter og vandet står os til knæene, er det de kommunale beredskaber, der rykker ud. Nogle kommuner er tydeligvis hårdere ramt end andre, og derfor er det afgørende, at de får de ressourcer, der skal til, for at takle den nye situation. Danmark bruger færre penge på beredskabet pr. indbygger end de fleste lande vi sammenligner os med, og vi kan se på de stigende udrykningstal, at der er behov for at prioritere området højere,” siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA, der organiserer ansatte i beredskabet.
Sidste år var der 597 vejrrelaterede udrykninger på landsplan. Det er mere end en fordobling i forhold til antallet i 2021.
Beredskaberne er særligt ramt i Region H, som med 219 vejrudrykninger sidste år var regionen, der rykkede ud flest gange. På andenpladsen kom Region Syddanmark med 198 udrykninger, og tredje flest udrykninger havde Region Midtjylland med 99 af slagsen. Region Nordjylland havde til gengæld blot 11 udrykninger, mens Region Sjælland havde 70.
”Det stigende antal klimahændelser kræver mange ekstra hænder, hvis de kommunale beredskaber skal kunne hjælpe borgerne. Her er det oplagt, at de 10.000 kommunale tekniske servicemedarbejdere inddrages i arbejdet. Det er en kæmpe uudnyttet ressource, som kan sættes ind under de store klimahændelser,” siger Thomas Brücker.
Kommunerne har langt fra brugt lige mange ressourcer på at sende deres beredskab ud i stormvejret.
I alle landsdele var der nemlig kommuner, som sidste år havde nul udrykninger, mens der samtidig var kommuner i samme region, der måtte rykke ud ofte. For eksempel i Region Midtjylland, hvor Aarhus Kommune havde hele 48 udrykninger, mens fem kommuner slet ikke rykkede ud. I Region Syddanmark havde Esbjerg Kommune 47 udrykninger, mens en enkelt kommune ingen havde.
Det er typisk storm og orkan, der er skyld i udrykningerne. På landsplan var det årsagen til 330 ud af de 597 udrykninger i 2023.