Forlig om bosteder svigter de svageste
Regeringen havde varslet et opgør med private overskud på offentlige botilbud. Den del er væk i et nyt forlig. Det strider mod sund fornuft, mener fagforbundet FOA.
En ny aftale om socialtilsynene stopper ikke muligheden for at trække overskud ud af offentligt finansierede botilbud, sådan som regeringen ellers havde lagt op til. Det skuffer fagforbundet FOA.
”Penge, der er afsat til velfærd, skal gå til velfærd – ikke til dyre vaner hos ejeren af bostedet. Derfor havde vi håbet, at aftalen ville følge de gode intentioner der var i socialminister Astrid Krags udspil. Det er dybt skuffende,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
I dag er flere private institutioner drevet af aktie- eller anpartsselskaber, som gør det muligt for ejerne at trække store økonomiske overskud ud. I et udspil fra sidste efterår lagde regeringen op til, at institutionerne i stedet bliver selvejende, som man kender det fra friskoleområdet. Det er ikke med i den såkaldte ”Aftale om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud.” Bag aftalen står Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet
”Overskuddet bør blive i virksomheden, så vi i stedet for at skabe profit sikrer, at fællesskabets midler også går til de udsatte borgere, og kommer kerneopgaven til gode, og kvaliteten dermed kan hæves. Den model fungerer fint på friskoleområdet, og det strider altså imod al sund fornuft og logik, at det ikke kan lykkes at nå frem til et flertal på Christiansborg, der kan støtte regeringens forslag, og her må vi konstatere, at pilen peger på Radikale Venstre. Aftalen svigter de svageste. Den sag stopper ikke her, vi kommer til at arbejde videre med at få stoppet profit på velfærd,” erklærer Thomas Enghausen.
FOA er til gængæld mere positiv overfor den del af aftalen, der betyder en styrkelse af de sociale tilsyn. Socialtilsynet får bl.a. mulighed for at gribe hurtigere ind, når kvaliteten ikke er i orden, og tilsynet med tilbuddenes økonomi bliver mere effektivt.
”På dette område har politikerne til gengæld lyttet til vores opråb. Socialtilsynet skal have flere muskler, så vi bedre kan sikre kvaliteten på de socialpædagogiske opholdssteder. Men også hvis de skal gennemskue den nærmest labyrintiske økonomiske konstruktion hos mange private bo- og opholdssteder, som man har valgt ikke at gøre noget ved,” siger Thomas Enghausen.
Kvalitetsmålinger viser, at private bosteder generelt ligger under bosteder drevet af det offentlige. Ligesom private bosteder også modtager de fleste af alle påbud udstedt af socialtilsynet, selvom de udgør langt under halvdelen af landets botilbud.
Private bosteder modtager hvert år over to milliarder kroner fra kommunerne. Fagbladet FOA har i artikelserie bekrevet, hvordan en række private bosteder svigter psykisk sårbare børn, unge og voksne, samtidig med at de tjener på det. Læs artiklerne her