Finanslov med fokus på vigtige velfærdsområder

Forbundsformanden for FOA glæder sig over fokus på værdig ældrepleje, hjælp til handicappede og den nye corona-vinterpakke.

”Finansloven har fokus på nogle vigtige velfærdsområder, og det er jeg stærkt tilfreds med. Det gælder fx penge til værdig ældrepleje, hjælp til handicappede, bedre fritidstilbud til udsatte børn og unge og selvfølgelig den corona-vinterpakke, der skal afhjælpe det helt akutte problem, som sygehusvæsenet står med,” siger FOAs forbundsformand Mona Striib til næste års finanslov.

Med finansloven afsættes en halv milliard til mere værdig ældrepleje over de næste fire år. Pengene falder på et tørt sted, lyder det:

"Vi har en kæmpemæssig udfordring på ældreområdet. Personalet er ekstremt presset, og løber enormt stærkt. Samtidig står vi med nogle enorme rekrutteringsudfordringer i fremtiden. Derfor er det afgørende, at politikerne prioriterer området og opgaverne, så vi skaber en ældrepleje, hvor ældre mødes med værdighed, og de dygtige medarbejdere har tid til at bruge deres faglighed."

Forbundsformanden glæder sig over, at finanslovsaftalen afsætter 170 millioner kroner (2022-2025) til at løfte fritidspædagogikken i områder med høj andel af sårbare og udsatte børn og unge.

Samtidig betyder aftalen, at man vil indskrænke kommunernes mulighed for udmåling af såkaldte rådighedstimer i BPA-ordningerne (Borgerstyret Personlig Assistance). Der afsættes således 15 millioner i 2022 og 30 millioner fra 2023 og frem til at sikre færre rådighedstimer til personalet - og det er vigtigt, mener Mona Striib. Det betyder nemlig, at borgere med en hjælperordning får flere aktive hjælpetimer, og at hjælperne bliver betalt bedre, når de fx arbejder om natten.

"Det er en kæmpe sejr for FOA. Vi har moslet på i 10 år for at gøre opmærksom, at kommuners hjælp til handicappede til tider kan minde om et postnummerbingo, hvor kommunegrænsen afgør, hvilken hjælp en person med handicap har råd til at betale for og dermed også, hvilke muligheder, der er for at rekruttere dygtige handicaphjælpere," siger Mona Striib.

Den såkaldte corona-vinterpakke til sundhedsvæsenet, som blev præsenteret i går, er også en vigtig del af aftalen.

"Krisen på sygehusene er yderst alvorlig, og det er nødvendigt at finde løsninger på det akutte problem, som corona-epidemien skaber," siger forbundsformand Mona Striib, der glæder sig over, at regeringen med aftalen tilkendegiver , at man vil stille de nødvendige ressourcer til rådighed for kommuner og regionerne i forbindelse med COVID-19-indsatsen - herunder rengøring.

Psykiatrien glimrer dog ved sit fravær, mener Mona Striib. Regeringen bør derfor have et skarpt blik for en økonomisk prioritering af psykiatrien i den kommende 10-års plan, lyder det.

Mona Striib 

Forbundsformand

Mobil: 23 41 41 98