FOA i opråb til ministre: Pressede dagplejere har brug for varmecheck
Dagplejerne er hårdt ramt af de heftige prisstigninger, som også øger udgiften til driften af dagplejen. Afsæt 25 millioner kroner til varmechecks til de mest udsatte af dagplejere, lyder FOAs opråb til ministre.
Mens landets hårdest trængte borgere bliver tilgodeset med en forhøjet varmecheck på 6.000 kroner, så de kan imødese en del af de stigende udgifter til varme, bliver en særligt hårdt presset gruppe overset af politikerne. Det gælder de kommunale dagplejere, som i den seneste tid har oplevet, at ikke bare privatøkonomien bliver ramt af de stigende priser, men de bliver ramt dobbelt, fordi også udgifterne til at drive dagplejen er steget.
”Bare opvarmning af huset er steget til det dobbelte. Jeg er bange for, at jeg ikke har råd til at fortsætte som dagplejer,” lyder en kommentar fra en dagplejer i en undersøgelse, FOA har gennemført blandt medlemmer i dagplejen. Eller ”Som dagplejer kan du ikke lade børn gå rundt og fryse, fordi vi skal spare på varmen,” lyder en anden dagplejers kommentar om de økonomiske kvaler, de lige nu oplever.
Tidligere på måneden gjorde formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil opmærksom på dagplejernes alvorlige situation. Derpå blev der aftalt et møde med ministeren, som dog netop har udskudt mødet en måned frem til den 2. maj.
Men så længe kan dagplejerne ikke vente på en løsning, understreger Kim Henriksen, der sammen med forbundsformand Mona Striib derfor nu har sendt et brev med en appel til såvel børneministeren som finansminister Nicolai Wammen.
”Vi har eksempler på dagplejere, der oplever el- og gaspriser, der er steget op imod 3.000 kr. om måneden siden 2021. Og det kommer oveni de almindelige stigninger på dagligvarer. Vi kan som samfund ikke holde til, at vores dagplejere ikke har råd til at være dagplejere, da vi har brug for alle til at håndtere det stigende antal børn i dagtilbud. Derfor beder vi om en pulje på 25 millioner kronertil et skattefrit tilskud til dagplejen, der fordeles til de hårdest ramte,” lyder det blandt andet i brevet fra Kim Henriksen og Mona Striib til de to ministre.
Næsten hvert tredje barn i 0-2-årsalderen, som er indskrevet i kommunale dagtilbud, svarende til godt 28.000, går i dagpleje, som er en del af de kommunale dagtilbud på lige fod med vuggestuer og børnehaver. Alligevel lander regningen for prisstigningerne lige nu hos den enkelte dagplejer, mens daginstitutionerne kan sende regningen videre til kommunen.
”Det kan ikke være rigtigt, at dagplejerne, som er en del af et kommunalt tilbud, skal stå alene i denne her situation, fordi de arbejder i deres eget hjem. Derfor er det nødvendigt med denne håndsrækning,” siger Kim Henriksen.