Ny afgørelse er skelsættende i kampen for ordentlige arbejdsforhold

To medarbejdere i plejefirma var at betragte som lønmodtagere, selvom de var ansat som selvstændige konsulenter, viser afgørelse fra Lønmodtagernes Garantifond. Afgørelsen kan få stor betydning for at sikre ansatte mod lidt for smarte ansættelsesvilkår, mener FOA.

”Nu har vi myndighedernes ord for, at man ansættelsesretsligt er at betragte som lønmodtager – selvom man er hyret ind som underleverandør.”

Sådan siger næstformand i FOA Thomas Enghausen om den afgørelse, Lønmodtagernes Garantifond har truffet, hvor myndigheden anerkender kravet fra to social- og sundhedsassistenter om dækning af ubetalt løn i det konkursramte plejefirma Medistance.

De to social- og sundhedsassistenter var ansat som underleverandører med egne cvr-numre i det private plejefirma, som sidste år gik konkurs. Medarbejderne indgik i arbejdsplanen på lige fod med deres kolleger, som var ansat i ’almindelige’ stillinger, men fik blandt andet kun løn for den aktive tid, de var hos borgerne – det resulterede i nogle tilfælde i arbejdsdage på over 12 timer og fik hverken pension eller feriepenge.

”Hvis man vil have ansatte, som indgår i arbejdsplanen på lige fod med kolleger, som er fastansat, bliver man også nødt at honorere dem som lønmodtagere med den sikkerhed og løn, der følger med,” siger Thomas Enghausen.

Brugen af falske selvstændige er mest kendt fra blandt andet byggebranchen, hvor arbejdsgivere har kunne hyre billig arbejdskraft ved at hyre medarbejdere ind som underleverandører og fra udbringningsbranchen.

Afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond kommer efter en lignende sag, hvor en medarbejder i udbringningsfirmaet Wolt rettede henvendelse til Skatterådet for at få klarlagt, om han skattemæssigt var at betragte som selvstændig eller som lønmodtager. Her var beskeden fra Skatterådet, at medarbejderne var lønmodtagere.

”Det her viser med al tydelighed, at brugen af ’falske’ selvstændige ikke hører hjemme på det danske arbejdsmarked. Vi har sammen med arbejdsgiverne aftalt nogle løn- og arbejdsvilkår for ansatte – når nogle arbejdsgivere på den her måde forsøger at omgå de vilkår, skaber en kæmpe skævvridning af arbejdsmarkedet og vi risikerer et prekariat, som ikke nyder samme lønforhold og sikkerhed som det øvrige arbejdsmarked,” siger Thomas Enghausen.

De to tidligere ansatte hos Medistance har til sammen fået omkring 323.000 kroner i manglende løn, pension og ferie fra Lønmodtagernes Garantifond.

Thomas Enghausen

Næstformand

Mobil: 30 71 75 97